EMNER

Letvægter i luksus-klassen

Thinkpad X300 er en dyr og dejlig pc - uden harddisk

X300 sætter nye normer for, hvad man kan presse ned i de mindste bærbare.

X300 sætter nye normer for, hvad man kan presse ned i de mindste bærbare.

Hvis man ofte er på farten med sin bærbare computer, skal den være så lille og let som muligt. Dette indebærer normalt en del kompromiser. For eksempel har en af de mest eftertragtede modelserier i mini-klassen, Thinkpad X, hidtil manglet et dvd-drev. Men det er slut nu. Lenovos nye Thinkpad X300 sætter nye normer for, hvad man får i de mindste bærbare. Computeren har indbygget dvd-brænder, og den specielle pegepind (trackpoint) fra IBM/Lenovo får følgeskab af en mere traditionel pegeplade (touchpad). Samtidig er skærmen vokset til 13,3 tommer i bredformat, hvilket giver plads til et tastatur i fuld størrelse. Delikate taster Hermed bliver pc¿en lidt større end de gamle X-modeller, men den vejer stadig under halvandet kilo. Og så er den superslank - helt ned til 1,85 centimeter, afhængig af hvor man måler. Tastaturet har altid været noget af det bedste ved Thinkpad-modellerne, og X300 holder traditionen i hævd. Tasterne har det helt rigtige ¿bid¿ i bunden, og når mørket falder på, kan en lille lampe i skærmrammen kaste lys over tasterne. Thinkpad-maskinerne er også kendt for at være usædvanligt robuste, og igen leverer X300 varen. Rammen er skabt af kulstof og glasfiber - og belagt med en gummiagtig overflade, der føles som silke og tiltrækker masser af fingeraftryk, som man jo kan vælge at betragte som patina. Skærmen er solidt hængslet og har en mat overlade, der minimerer generende reflekser. Baglyset står dog en smule ujævnt, og farverne virker lidt blege. Til gengæld er opløsningen usædvanlig høj (1440 x 900), hvilket er en fordel, så længe du ikke er svagtseende. Stærk teknik Mens den gamle X-model måtte nøjes med en spinkel mono-højttaler, har X300 fået et par usædvanligt velspillende stereo-højttalere, som sidder foran på kabinettet. Du får også en fingeraftrykslæser, et webkamera, tre usb-porte, vga-udgang og et gigabit-netstik. Vi savner egentlig kun kortlæser, ExpressCard - og måske firewire. Trådløst er her både bluetooth og wi-fi (A/B/G/N), men foreløbig er det kun de udenlandske modeller, der kan leveres med indbygget 3G-modem og GPS. Computeren drives af en Core 2 Duo processor med 1,2 GHz og 2 GB hukommelse. Grafikken (Intel X3100) er uegnet til spil, men den scorer acceptable 3,5 point i Windows Vistas ¿Experience Index¿. Her topper harddisken til gengæld med hele 5,9 point, og det skyldes, at computeren slet ikke har nogen harddisk. Den roterende magnetplade er nemlig afløst af 64 GB fast hukommelse. Det er en hurtigere og mere robust løsning, som også medvirker til at gøre computeren påfaldende støjsvag. Ved almindelig brug er den faktisk helt lydløs. X300 kan leveres med et batteri på 3 eller 6 celler, og hvis du bytter dvd-drevet ud med et ekstra batteri, kan du arbejde op mod 10 timer uden en stikkontakt. Så langt så fremragende. Desværre er Thinkpad ikke kendt for at være billig, og den faste hukommelse lægger voldsomt til prisen. Den testede version koster således 22.000 kr. inkl. moms. Og det er nok de færreste, der vil finde den pris bærbar.