Lev i fred - og frihed?

"Endelig sker der noget...". Sådan står der på en af tidens mest omtalte kunstværker, den såkaldte "Muhammed-tegner" Kurt Westergaards nyeste frembringelse, en akvarel, som han har sat til salg til fordel for katastrofeofre i Haiti. Til statsminister Lars Løkke Rasmussens store fortørnelse har et højt profileret auktionshus valgt at afstå fra at formidle salget, for "vi mener, at man bør skabe ro omkring Kurt Westergaard i stedet for at grave grøfterne dybere. Et salg hos os vil skabe endnu mere uro", bemærker direktøren for auktionshuset, som derfor har overladt det til et galleri at sørge for salgsarbejdet. Derved udtaler direktøren sig nærmest på vegne af et tankevækkende flertal af danskerne: Over 80 procent af befolkningen finder det helt i orden at holde afstand til Kurt Westergaard ved ikke at genoptrykke Muhammed-tegning som en slags støtte til ham efter øksemandens overfaldsforsøg i hjemmet for tre uger siden. Helt anderledes støtte var der, da tegningerne blev genoptrykt for to år siden som reaktion på mordtrusler mod tegneren - og i 2005, da balladen opstod, stod næsten 60 procent af befolkningen bag tanken om i det hele taget at offentliggøre tegningerne første gang. Siden er vi blevet klogere. Eller måske bare mere frygtsomme, blandet med en vis form for pragmatisme i retning af, at "man skal jo heller ikke blive ved med at provokere". Omvendt kan man bøje nakken så meget og så ofte, at det til sidst bliver umuligt at se sig selv i øjnene. Ytringsfrihed med omtanke bliver til ytringsfrihed med frygtsomhed - og terroristerne får igen held med deres forehavende, ligesom de har skræmt os til at tage ekstra store sikkerhedshensyn, især ved flytransport. Derved fastholder Muhammed-krisen os alle. Vi agerer i frygt for, hvad der skal ske, og muslimerne bliver under ét fastholdt som billedet på den meget, meget, meget vrede mand, som de andre i opgangen endelig ikke må lægge sig ud med, for tænk hvad der kunne ske. Gå stille, tal sagte - lev i fred, men også i frihed?