Højesteret har talt: 31-årig fra kriminel familie kan smides ud af landet

Jura Levakovic blev udvist sidste år, og hans udvisning er ikke i strid med menneskerettighedskonventionen

Arkivfoto

Arkivfoto

DANMARK:Det blev et blankt nej til Jura Levakovic, som føler sig uretmæssigt udvist af Danmark.

Kroaten, der har flere fængselsdomme bag sig, får ikke medhold i sin klage over en udvisningsdom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Udvisningen i 2017 var ikke i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privat- og familieliv.

Domstolen konkluderer, at det danske retssystem har fremlagt "tilstrækkelig og relevant" begrundelse for udvisningen.

- De nationale domstole har været opmærksomme på, at der skal meget gode begrundelser til at retfærdiggøre udvisningen af en migrant, som har været bosiddende i en lang periode, hedder det i domstolens erklæring.

Desuden lægges der vægt på, at Jura Levakovic ikke har børn i Danmark.

Den 31-årige kroat er opvokset i Danmark, hvor han boede med sine forældre og tre brødre. Han var ni måneder, da han kom til Danmark fra Holland 1988.

Jura Levakovic er fra en familie, hvor flere medlemmer jævnligt har tilbragt tid i retslokaler og afsonet fængselsdomme.

Den 31-årige var tidligt involveret i kriminalitet, og han har siddet en stor del af sit voksenliv bag tremmer.

Før han blev 18 år, var han dømt fire gange for røveri og lovovertrædelser med narkotika. Siden er fulgt en række domme for røverier, tricktyverier og våbenbesiddelse.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.