Levede de lykkeligt til deres dages ende

Teater 1. april 2003 08:00

BRØNDERSLEV: Hvad skete der egentlig med Snedronningen, Klodshans, Store Klaus, Lille Klaus, Soldaten, Heksen og alle de andre, efter at eventyrbogen blev lukket? Det viser årets børneBAS-forestilling, "Troldspejlet", der har premiere fredag aften 4. april. - Karaktererne i stykket er alle de velkendte medvirkende fra H. C. Andersens eventyr. Forskellen er blot, at de nu er blevet ældre. Kaj og Gerda fra Snedronningen er blevet gift, og Heksen fra Fyrtøjet er vendt tilbage for at tage hævn over Soldaten, forklarer 19-årige Louise Gregersen. Hun startede selv som børneBASse for ti år siden og er igen i år en af børneforestillingens instruktører. Det er hun sammen med jævnaldrende Katrine Bjerg og Line Bjerre. Snedronning søger magt Stykket tager udgangspunkt i historien om Snedronningen og hendes stadige kamp for den fuldkomne magt. Hun mangler kun to stumper af Troldspejlet for at fuldføre missionen og mistænker Kaj og Gerda for at have dem. Hun kidnapper deres højtelskede bedstemor, og sammen drager Kaj og Gerda mod isslottet for at genoptage kampen mod Snedronningen og tage Bedstemor med hjem igen. De bliver ledsaget af den tidligere røverpige, Carmen, der på mystisk vis pludselig dukker op i deres hjem. Undervejs støder de ind i forskellige problemer og får hjælp af bl.a Soldaten fra Fyrtøjet og hans hunde, og af Klodshans og Kragen. Desuden møder vi Elverfamilien, de berygtede røvere i Mørkeskoven, istapperne hos Snedronningen og hendes lidt tumpede tjener, Polaris, samt en masse andre i løbet af stykket. Roller skrevet til BAS - Forfatteren til forestillingen er Ole Dan Larsen, men da børneBAS som tidligere år er meget populært, har Susanne Berthelsen fra BAS skrevet flere roller ind i stykket, mens Per Bjarne Sørensen og Preben Thomsen - ligeledes fra BAS - har skrevet en række sange. Der er 37 børn med i årets forestilling, og siden efteråret har instruktørerne arbejdet med at lære børnene at kende. Fra jul har de øvet med børnene og deres replikker. Desuden har der været ca. 25 andre BASser i sving med alt fra teknik over kostumesyning til at hjælpe børnene, når ikke lige de er på scenen. - Børnene er gode til at tage sig af hinanden, mens de venter på at komme på scenen. Nogle tager spil med, og somme tider har de største børn taget de mindste med til kræmmermarkedet, fortæller Louise Gregersen. 24 debutanter De 37 børneskuespillere er fra Brønderslev, Ø. Brønderslev, Hallund, Poulstrup, Løkken og Serritslev. Og 24 af dem er med for første gang, bl.a. to af hovedrollerne: Snedronningen (Mathilde Sten) og Kaj (Mikkel Berg). - Men de har klaret det godt - de er seriøse. Blandt de yngste er seks-årige Morten Bech, der er debutant og endda har to roller: Krage og Moppe. Ældste deltager er 14-årige Per Roland, der spiller Polaris. Årets plakat til forestilling er tegnet af Anika Christensen. Hun spiller Gerda og har gennem flere år har været med i børneBAS. Forestillingen har fået støtte fra flere sider. Bl.a. har Kulturelt Samråd stillet underskudgaranti. De første billetter er solgt for længst hos Bog og Ide i Algade. Der er generalprøve torsdag aften 3. april, og "Troldspejlet" spiller fredag aften samt lørdag og søndag eftermiddag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...