Levende forfatter meldt død

Litteratur 4. januar 2003 07:00
Forfatteren Ulrik Gräs, der nu bor i Egtved og har en fortid på bl. a. Vendsyssel Tidende, lever og har det godt, selv om han ifølge supplementsbindet til Den Store Danske Encyklopædi er død. Supplementsbindet udkom kort før nytår med en beskrivelse af, hvad den 62-årige Ulrik Gräs har bedrevet "inden sin død i 2001" - blandt andet den meget roste og prisbelønnede roman, "Berusede by", i 2000, som sikrede Ulrik Gräs det prestigefyldte Harald Kiddes Mindelegat. - Jeg må som den amerikanske forfatter Mark Twain meddele, at rygterne om min død er stærkt overdrevne. Jeg har det glimrende, men har i de seneste dage oplevet, at visse folk har kigget vantro på mig. Min død må afvente et senere supplement i encyklopædien, erklærer Ulrik Gräs. På redaktionen af Den Store Danske Encyklopædi slår man syv kors for sig og beklager meget stærkt fejlen. - Det er forfærdelig ulykkeligt, og jeg kan desværre endnu ikke sige, hvordan fejlen er sket, siger redaktionschef Dorrit Löb fra Den Store Danske Encyklopædi. Dorrit Löb har ikke nøjagtigt tal på, hvor mange fejl der er konstateret i encyklopædien, men med millioner af oplysninger kan fejl ikke undgås - de korrigeres på rettelsesblade. Således slog man også fejlagtigt den verdensberømte franske sanger Charles Aznavour ihjel i første udgave. Aage Lundgaard
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...