Levende kultursamarbejde

I november sætter kulturlivet fokus på det nye fællesskab

MARIAGER FJORD: Kulturarrangørerne i de fire fjordkommuner, der om kort tid bliver til en, er gået sammen om et fælles kulturelt projekt, der skal sætte kulturen på dagsordenen op til kommunalvalget 15. november. "Der er liv i fjorden - kultur ved fjorden", lyder arbejdstitlen på projektet, der indtil videre har deltagelse af Kulturhuset i Arden, Rytmus i Mariager, Hadsund Kulturcenter, Himmerlands Egnsteater og Gasmuseet i Hobro. Ikke bare snakke Det begyndte med et samarbejde mellem Rytmus og Kulturhuset. De opdagede snart den gavnlige effekt ved at arbejde sammen, og siden er de øvrige deltagere kommet med. - Nu bliver vi snart en del af en ny kommune, så vi er blevet enige om at arbejde sammen og præsentere vores forskellige kulturelle tilbud for hinanden, siger Jane Grøn fra spillestedet Rytmus i Mariager. Hun er sammen med Hanne Thomsen fra Gasmuseet, Marianne Folkersen fra Hadsund Bibliotek og Marianne Christensen fra Arden Bibliotek blevet udpeget til kontaktperson i det nye samarbejde. - Til at begynde med holdt vi nogle møder, men vi fandt ret hurtigt ud af, at vi skulle have et konkret projekt at arbejde ud fra, så det ikke bare blev ved snakken, siger Jane Grøn. En kulturmåned Det konkrete projekt er nu blevet til Mariager Fjords Kulturmåned, der finder sted i løbet af november. Programmet bliver markedsført i lokalområdet med opfordring til, at folk skal gå på kulturel opdagelse i hinandens kommuner. På den måde håber arrangørerne at kunne bane vejen for sammenhold og fælles identitet i den nye kommune. Kulturmåneden omfatter koncerter med blandt andre Povl Dissing, Hush og Fi Fi Dong, men også en fotoudstilling med titlen "Livet omkring Mariager Fjord" er på programmet. - Vi tror på, at vi kan få folk til at flytte sig efter arrangementerne, hvis bare det er spændende nok, siger Marianne Folkersen, der håber at kulturarrangørene på sigt bliver i stand til også at løfte større arrangementer. Markedsføring Det øvrige Nordjylland gøres også opmærksom på projektet, der gennem de kulturelle tiltag vil forsøge at markedsføre Mariagerfjord Kommune som et attraktivt sted for bosætning og erhversudvikling. - I dag skal der noget ekstra til. Alle kommuner tilbyder service og pleje af høj kvalitet, så nu er det oplevelser og aktiviteter, der spiller ind, når folk køber hus, mener Marianne Christensen. Men før der kommer kultur ved fjorden, skal der penge på bordet, og de fire kvinder lægger ikke skjul på, at strategien også går ud på at markedsføre kulturen over for lokalpolitikerne. - Vi vil gerne høre politikernes visioner om, hvad de vil i forhold til kulturen før valget i november, siger Jane Grøn. - Hvis der ikke gøres noget, risikerer kulturen at blive glemt mellem alle de opgaver der skal løses ved sammenlægningen, tilføjer Marianne Folkersen. Positiv stemning Via projektet lærer de nuværende deltagere hinanden at kende, og stemningen ved møderne har indtil videre været ganske optimistisk. - Jeg tror sagtens, det kan fungere. Det har været nogle meget positive møder med nogle engagerede mennesker, siger Marianne Christensen. Samtidigt understreger de fire kulturelle ildsjæle, at der er tale om et åbent samarbejde, og de øvrige kulturinstitutioner i kommunerne er velkomne til at byde ind og være med til at skabe fælles fodslag for kulturen.