Levende nutidsmuseum

Publikum kunne opleve 100 år gamle håndværk

AARS:I anledning af de traditionelle kulturdage i Aars har Dansk Nutidsmuseum levendegjort museet. I år foregik det med levende værksteder, hvor 20 frivillige viste publikum, hvordan 100 år gamle håndværk blev udført. Man kunne se, hvordan bogtryk på gamle maskiner foregik. Desuden viste blandt andre to smede, en trædrejer, en stensliber og en urmager deres håndværk. På museet må publikum gerne røre ved de udstillede ting, og i nogle af værkstederne fik man lov til at prøve kræfter med håndværket, blandt andet hos billedkunstneren Mona Jensen. Her var der begge dage opstillet et lærred, hvor alle kunne tage penslen og bidrage til den kreative proces. De færdige malerier blev bagefter solgt til fordel for Kimbrergarden. Lørdag kom der cirka 200 gæster, og formanden for museet, Jørgen Monrad, mente, at antal nok blev fordoblet om søndagen. - Hvis vi kunne, ville vi have levende værksteder altid, for det er hyggeligt og giver en meget større oplevelse. Jørgen Monrad var specielt glad for, at mange havde taget børn med til museet. - Det er rigtig spændende at se mange af de ting, der blev brugt i gamle dage, siger niårige Camilla Viborg, og hendes veninde Emilie Laursen på 8 år supplerer: - Det er meget sjovere at være her, når der sker noget, og de sidder og arbejder. Dansk Nutidsmuseum holder åbent flere dage i efterårsferien - dog uden de levende værksteder.