”Lever jeg til at se min søn starte i skole i næste uge?”

Kent Kordt
Artiklens forfatter, Kent Kordt, radiochef i Radio Net, Aalborg.
Aalborg 12. august 2007 06:00

Jeg havde glædet mig meget til at tage på konference i Chicago, og humøret var da også højt, da første del af turen fra lufthavnen i Aalborg til København var veloverstået. Nu drejede det sig bare om at få tiden til at gå på den otte timer lange flyvetur til Chicago. Jeg var blandt de sidste, der gik om bord på flyveren og bevægede mig ned gennem gangen med kurs mod sæde 38D. I den propfyldte flyver havde folk allerede byttet pladser, så familier og venner kunne sidde sammen, og da jeg alligevel ikke kunne komme til at sidde sammen med mine fire kolleger, indvilligede jeg i at flytte plads til en gangplads på 33C. Starten gik fint. Jeg fik afprøvet flyverens underholdningssystem med musik, film, spil og info om flyveren i det entertainment-center, der var indbygget i alle stolesæder, og var fast besluttet på, at ud over et par timers søvn ville jeg lade mig underholde af Jim Carreys film ”The Number 23”. De indledende rulletekster var knap slut, før flyveren bremsede, alt hvad den kunne. Hele maskinen rystede, og et hurtigt kig rundt på dem, der sad i umiddelbar nærhed, afslørede, at jeg ikke var den eneste, der blev en smule utryg. Jeg kan vel bedst beskrive det, som når en flyvemaskine lander og får fuld flaps (det tror jeg, de hedder – dem der på bagsiden af vingerne) på, og så bremser maskinen hurtigt på et kort stykke landingsbane – sådan føltes det, forskellen var bare, at vi fløj et sted vest for Norge. Det føromtalte entertainment-center slukkede overalt i flyveren, og kaptajnens myndige stemme lød i højttaleren til kabinepersonalet, at de skulle klargøre kabinen til en nødsituation (noget med kabinetrykket – jeg kunne høre, han havde sin iltmaske på), og knap var han færdig med den korte sætning, før iltmaskerne væltede ned fra panelet ovenover. Samtidig styrede kaptajnen beslutsomt flyveren ned mod en flyvehøjde, hvor kabinetrykket igen var sikkert. Der, hvor jeg sad, var der forholdsvis mange børn, nogle græd, måske på grund af trykket i ørerne, andre, fordi de ikke ville have masken over næse og mund, og det gjorde stemningen noget mere anspændt. Alt dette skete på få minutter, og den førnævnte utryghed blev erstattet af en følelse, jeg absolut ikke bryder mig om – jeg var bange. Bange for, at jeg ikke skulle opleve min søns første skoledag i næste uge, bange for, om min familie ved, jeg elsker dem, til det mere her-og-nu-praktiske, såsom hvordan man åbner nødudgangen i denne flyver. Det sidste gennemgik jeg nogle gange med den kvinde, der sad ved siden af mig - en amerikansk mor, der havde mand og børn med om bord, men som var 100 procent fokuseret på situationen og rolig – det smittede af på mig, og jeg er glad for, det var hende, jeg sad ved siden af. Lugten af noget brændt bredte sig i kabinen og fik nogle af de omkringsiddende til at henvende sig til kabinepersonalet med deres observation – kort efter lød en beroligende besked i højttaleren: Det var gasser i forbindelse med udløsning af iltmaskerne, der lugtede brændt – pyha. Efter at have stabiliseret flyveren i lavere højde meddelte kaptajnen, at vi var nødt til at returnere til København, men før dette kunne ske, måtte vi af med brændstof, da vi ellers ville være for tunge til at lande. Vi dumpede fuel i omkring 40 minutter nordøst for København – det føltes som meget lang tid. En tid, som jeg blandt andet brugte på at love mig selv, at hvis jeg slap levende fra denne tur, ville jeg ikke flyve mere den dag. Endelig kom beskeden om, at vi skulle lande, hvilket blev efterfulgt af en besked om, at vi skulle være helt rolige, selvom landingsbanen var tæt pakket med blinkende redningskøretøjer – det var standard ved den slags situationer. Jeg tænkte, at det forhåbentlig ikke er noget, der sker tit. Et hårdt bump, så var vi på jorden, folk klappede som på en chartertur (og denne gang var der virkelig noget at klappe af). Folk kyssede og krammede deres kære, og en ung russisk-amerikansk mor, der havde siddet skråt bag mig, krammede hulkende sin datter – hendes reaktion kom nu. Vi forlod roligt flyveren for at samles i ankomstgaten. Vi skulle afvente besked om, hvad der videre skulle ske. SAS stillede venligt vand og juice til rådighed, og det var et fornuftigt træk. Jeg selv trængte gevaldigt til at skylle klumpen i halsen ned med et glas appelsinjuice. Kaptajnen mødte os i gaten og forklarede os alle, at det beklageligvis var en menneskelig fejl, der havde været skyld i vores ubehagelige tur. Personalet på jorden skulle have tjekket en ventil, men det havde de glemt. Efter at have bandet lidt over den glemsomme tekniker blev jeg og mine kolleger enige om, at det nu var rart at vide, hvad der var årsag til den ublide flyvetur. Mine kolleger blev ombooket og fløj samme aften til London, hvor de efter en overnatning fortsatte til Chicago. Jeg selv holdt mit løfte – jeg ville ikke flyve mere den dag - og tog et tog hjem og kyssede min familie godnat.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...