EMNER

Lever vi kun for nuet?

At Humanisterne har deres dagsorden at arbejde efter er jo ok.

Men at to-tre par forældre kan få både radio og tv samt det halve af den skrevne presse med på deres stormløb mod, at fadervor bliver bedt i samfundets skoler, er simpelthen udemokratisk, og debatten om skal/skal ikke bliver på denne måde ubrugelig, fordi man går uden om sagens substans. Humanisternes mission er jo at stænge for menneskets indlysende behov for at tro på en kraft, der kan hjælpe og løse op for menneskelivets store udfordringer. Og i de situationer, hvor livet vælter for én, har/er det for størsteparten af os en stor hjælp at kunne sit Fadervor. For det er så genialt, at denne bøn indeholder alt, hvad vi har behov for ind for Gud. Og derfor er det bare vigtigt, at man har denne bøn på rygraden. Nu kan der siges meget om forholdet mellem skole, kirke og samfund. Noget af det, der synes at være relevant at sige, er, at det efterhånden er temmelig klart, at det har fået store negative følger for manges adfærd, at kristendomsundervisningen har været berøvet nogle årtier at få lov til at modtage den i selve skoleforløbet, idet den er så stærk karakterdannende, at den redder meget for mange. Til kristendomskundskab hører jo også dette at lære sit fadervor og gerne mere til. Endvidere er det jo sådan, at langt den største part af den danske befolkning er barnedøbt. Forældre, der bærer deres børn til dåben, siger under Guds og menneskers påhør ja til at oplære deres barn i den kristne tro. I forlængelse heraf er det da utroligt, at majoriteten i vort folk ikke kan finde ud af at stå sammen om at de kære børn og unge skal klædes bedst muligt på til at møde livets store udfordringer. Skolen har i mange generationer været et godt redskab for forældre til at opfylde det løfte, de gav i Kirken om at oplære deres børn i den kristne tro. Ja, og så er det, at man må spørge; Hvordan har det kunnet gå til at vi har ladet os belure til næsten at give afkald på denne mulighed, for det er jo hvad vi faktisk har gjort? Når livet vælter, og det gør det jo engang imellem. For eksempel når der kommer en tsunami og vælter det hele, og tager liv som var dyrebare for andre. Hvad er det så lige, vi gør? Jo, selv om man tidligere havde sagt, at gudslivet ikke var vigtigt, så er det alligevel til kirken, man søger, for at finde lindring for sin sorg og afmagt. I håbløsheden viser mennesket sin guddommelige afhængighed af kraften, der er stor nok til at løse op for den grusomhed, man er blevet ramt af. Gud bliver pludselig virkelighed! Man beder sit fadervor. Et folk der reducerer Gud og sin tro på samme, er et folk, der reducerer sin kraft, sin styrke og bliver lunken, er et folk med livsværdier, der kun rækker til nuet plus fem minutter. Vi har pligt til at give den opvoksende slægt samt os selv værdier der rækker længere end til morgendagen. Erkend dog, mens tid er, at der ikke findes nogen bedre vej end den, du sagde ja til for dit barn ved døbefonten. Og er vi kloge som folk, vil vi også forlange, at vore fælles institutioner arbejder positive med i dette forløb.