Detailhandel

Leverancerne må ikke svigte

Når kunderne befinder sig i Grønland eller på Færøerne, er der mange faktorer at tage hensyn til

NØRRESUNDBY:Sikkerhed i leverancerne er alfa og omega for Arctic Import. For er det de forkerte varer, handels- og servicevirksomheden i Nørresundby sender af sted, kan det få stor betydning for kunderne, der alle befinder sig i Grønland og på Færøerne. Oprindeligt begyndte det i 1978 med specialleverancer til grønlandske håndværkere. Det var to medarbejdere fra det daværende Lindholm Trælasthandel - Ole Nielsen og Poul Jørgen Nielsen - som i slutningen af 70’erne etablerede et firma i Nuuk, der leverede produkter og løsninger, som håndværkerne havde besvær med at få andre steder. I 1982 blev aktiviteterne udvidet med et kontor i Nørresundby for at kunne håndtere det stigende behov fra kunderne og for at få en base, der lå tæt på Grønlandshaven og lufthavnen. Efterfølgende sonderede Arctic Import terrænet for nye områder på det grønlandske marked. Det førte til engrossalg af dagligvarer til supermarkeder, købmænd og kiosker, og i 1991 begyndte firmaet også at levere inventar og materialer til institutioner og hoteller. At to så vidt forskellige brancher blev en del af forretningen sammen med salg af værktøj og maskiner, skyldtes ikke mindst efterspørgsel fra kunderne. - Man kan sige, at det er dem, der har skabt sortimentet, siger administrerende direktør Gunnar Laursen. Sikker leverandør Arctic Import har ikke planer om at kaste sig over nye brancher foreløbig. I stedet satser firmaet på at ekspandere på Færøerne, hvor det etablerede fast repræsentation i 1999. - Vores strategi går mere på at søge vækst på markeder, der minder om Grønland, og som er svært tilgængelige, siger direktøren, der mener, at firmaets force netop er at være en sikker leverandør på et marked, der bærer præg af, at det ligger isoleret. Størstedelen af forsendelserne foregår med skib til forskellige grønlandske havne, og derudover ryger en del pakker af sted med fly. - Nøgleordet er tillid. Kunderne skal være sikre på, at de korrekte varer bliver leveret de rigtige steder. Tænk bare på, at de jo ikke kan få byttet varerne lige med det samme. Konsekvensen er ekstrem, hvis vi svigter, siger Gunnar Laursen. Flere af byerne er desuden lukkede i flere måneder om året, og det betyder, at medarbejderne har lange arbejdsdage, når sæsonens første eller sidste skib sejler. En anden kultur Både Gunnar Laursen og Lars Hansen, der er salgsdirektør i Arctic Import, har arbejdet i Grønland i flere år. De kender derfor alt til, hvad der kræves for at kunne sælge varer på øen. - De personlige relationer er uhyre vigtige. Her på kontoret er der ikke den store forskel, men for sælgerne er det anderledes. De oplever en anden helt anden kultur, og det hjælper ikke at møde op i slips og jakkesæt, siger Lars Hansen, der har flere grønlandske sælgere under sig. Firmaet bruger også meget tid på at sikre sig, at de ansatte har tænkt over, at et job som sælger indebærer, at man er borte fra familien i flere perioder om året. Og det er ikke nemt at finde dem, der har lyst til at bruge en stor del af karrieren på at rejse langt væk. - Unge mennesker har en anden prioritering i dag. For det første har de fleste været ude at rejse, og for det andet sætter de familie, venner og fritid højere end tidligere. Når man er væk tre uger ad gangen fra kone og barn, skal man have baglandet i orden, siger Gunnar Laursen, der kan mærke en øget fokus på Grønland, efter at Nuuk også er blevet én af Aalborgs venskabsbyer. Arctic Import, der beskæftiger 60 medarbejdere, vil i løbet af efteråret fejre sit 25 års jubilæum med aktiviteter i både Danmark og Grønland.