Poulsen og Leipzig overtager Bundesligaens førsteplads

RB Leipzig besejrede Stuttgart på udebane, mens et andet tophold, Leverkusen, igen dummede sig.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

FBL-GER-BUNDESLIGA-STUTTGART-LEIPZIG Dani Olmo scorede sejrsmålet for Leipzig og bliver her tiljublet af Emil Forsberg, som tidligere i kampen havde brædt et straffespark. Thomas Kienzle/Ritzau Scanpix

FRANKFURT:RB Leipzig med danske Yussuf Poulsen drømmer om at bryde Bayern Münchens titelmonopol i tysk fodbold, og klubben kom en smule nærmere målet lørdag aften.

Holdet strøg nemlig til tops i Bundesligaen ved at besejre Stuttgart med 1-0 på udebane. Dermed er Leipzig et point foran Bayern, der dog har spillet en kamp færre og møder Mainz søndag.

Leipzig, der er uden nederlag i otte kampe og startede med Yussuf Poulsen på bænken, burde have bragt sig foran midt i første halvleg, da dommeren tildelte holdet et straffespark.

Emil Forsberg tog ansvaret, men svenskerens forsøg blev pareret af Stuttgart-målmand Gregor Kobel.

Det var fortsat målløst, da to tredjedele af kampen var forbi. Da satte Leipzig Yussuf Poulsen på banen, og kort efter kom der endelig gang i scoringen.

Spanieren Dani Olmo sendte bolden i nettet, efter at en Stuttgart-forsvarer havde fået hovedet uheldigt på et indlæg fra venstre side.

Scoringen blev kampens eneste, og dermed kan Leipzig-spillerne i hvert fald i et døgns tid glæde sig over førstepladsen i ligaen.

Holdet profiterede også af, at en anden topkandidat, Bayer Leverkusen, kiksede for anden spillerunde i træk. På udebane tabte Leverkusen 1-2 til Eintracht Frankfurt.

Det skete, på trods af at Leverkusen kom tidligt i front på et drømmemål, der vil være en kandidat til årets mål i ligaen.

Kampen vil nemlig ikke mindst blive husket for Nadiem Amiris mål, der bragte Leverkusen foran 1-0 efter otte minutter.

Florian Wirtz chippede bolden ind i feltet til Nadiem Amiri, der smart trak bolden mellem benene på en modstander, hvorefter han driblede uden om målmanden.

Men vinklen var ved at blive spids, så med ryggen og siden til målet valgte Amiri at afslutte med hælen, og bolden strøg mellem målmandens ben og i mål.

Målet satte dog Frankfurt bedre i gang, og Amin Younes udnyttede i fri position en mulighed til at udligne halvvejs i første halvleg.

Det var en underholdende omgang med chancer i begge ender, men man skulle frem til det 54. minut, før Frankfurt scorede sejrsmålet.

Leverkusens Edmond Tapsoba forsøgte at afværge en stor chance, men gled i stedet bolden i eget net.

Leverkusen havde store chancer i slutfasen, men hjemmeholdet holdt stand.

Leverkusen gik ubesejret igennem de første 12 runder, men har nu tabt de seneste to kampe og ligger på tredjepladsen med 28 point. Bayern har 30 point på andenpladsen.

Union Berlin ligger overraskende nummer fire med 24 point efter lørdagens udesejr på 2-0 over Werder Bremen.

Den tidligere FC Nordsjælland-angriber Marcus Ingvartsen spillede hele kampen for Union Berlin.

Hoffenheim, der hjemme skuffede med 1-3 mod Freiburg, startede med Robert Skov og Jacob Bruun Larsen på bænken, men Skov blev skiftet ind tidligt på grund af en skade. Han var undervejs tæt på med et frisparksforsøg.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.