Lewandowski efter Real-smæk: Lang vej til finalen

Dortmunds polske målmager jubler ikke endnu

Jubel efter et af Robert Lewandowskis fire mål mod Real Madrid. Foto: Odd Andersen/AFP/Scanpix

Jubel efter et af Robert Lewandowskis fire mål mod Real Madrid. Foto: Odd Andersen/AFP/Scanpix

DORTMUND:Borussia Dortmund må betegnes som favoritter til at snuppe den ene plads i årets Champions League-finale, efter tyskerne onsdag aften bankede storholdet Real Madrid med 4-1 på hjemmebane.

Robert Lewandowski sørgede for en tysk festaften med alle fire mål, men den polske angriber nedtoner Dortmunds muligheder for at nå finalen.

- Vi har kun taget det første skridt, lyder det fra Lewandowski ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Returkampen finder sted tirsdag på Estadio Bernabeu i den spanske hovedstad. Også Dortmunds træner, Jürgen Klopp, erkender, at det bliver en svær kamp på udebane mod de spanske mestre.

- Problemet er, at vi nu kun har spillet to gange 45 minutter. Vi mangler stadig at spille 90 minutter, siger han.

- Jeg er glad for vores rigtig gode kamp, men jeg mener ikke, vi er favoritter. Hvis vi taber 3-0, så er vi ude, tilføjer træneren.

Tirsdag aften leverede et andet tysk storhold - Bayern München - også en CL-overraskelse, da holdet på hjemmebane slog FC Barcelona med hele 4-0. Meget peger altså i retning af en ren tysk finale, som i år bliver spillet på Wembley 25. maj.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.