LGBT-forening: Svært at kende omfang af hadforbrydelser

Det er muligt til en vis grad at forebygge hadforbrydelser, mener forperson i LGBT-person.

17. maj 2018 22:08

- Jeg synes, det er frygteligt.

Sådan siger Peder Holk Svendsen, forperson i Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, om overfaldet på justitsminister Søren Pape Poulsens forlovede, Josue Medina Vazquez, natten til torsdag.

- Alle skal jo have lov til at kunne gå i fred på gader og stræder uden at blive udsat for vold og forulempelse.

- Én ting er at blive overfaldet fysisk - det er slemt nok i sig selv. Når årsagen så er, at man er den person, man er, så er det jo rystende, siger Peder Holk Svendsen.

Det seneste tal fra Rigspolitiet viser, at der i 2016 blev rejst 45 sager om hadforbrydelser, der var seksuelt orienteret.

Men det er svært at vide, hvor mange hadforbrydelser der i virkeligheden bliver begået, mener Peder Holk Svendsen.

- Jeg vil tro, der er et relativt stort mørketal, fordi registreringen af den slags ikke er opdateret, så vi har faktisk ikke officielle tal, som er fuldt valide.

- Men som organisation får vi jo af og til henvendelser, der drejer sig om, hvordan man skal forholde sig, og hvordan man skal snakke med politiet og den slags, siger han.

Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner samarbejder med politiet om, hvordan man bedst håndterer personer, der er blevet udsat for hadforbrydelser.

Men Peder Holk Svendsen mener også, at man kan og bør lave forebyggende indsatser, så overfaldene slet ikke finder sted.

- Københavns Kommune og de sociale myndigheder har samarbejdet med politiet på mange områder. Hvis man indtænkte forebyggelse af hadforbrydelser i det arbejde, så tror jeg faktisk godt, at man kunne nå en del af vejen, siger han.

Det er en 34-årig mand fra Slovakiet, der mistænkes for overfaldet på justitsministerens kæreste.

Episoden fandt sted omkring klokken 03.30 ud for LA Bar på Gammel Mønt i det indre København.

Her skal slovakken ifølge sigtelsen have slået Josue Medina Vasquez med knyttet hånd i ansigtet og sagt "I don't like homoes".

Da den 34-årige torsdag blev stillet for en dommer, nægtede han sig skyldig. Ikke desto mindre blev han varetægtsfængslet frem til 30. maj.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...