LA-leder vil have Pape og Ellemann til at tage sig sammen

Alex Vanopslagh, formand for LA, tvivler på, at Venstres eller De Konservatives leder bliver statsminister.

Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslagh, har lørdag holdt tale i forbindelse med partiets landsmøde.

Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslagh, har lørdag holdt tale i forbindelse med partiets landsmøde.

VEJLE:Politisk leder for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, siger på partiets landsmøde lørdag at han ikke frygter, at der aldrig kommer en borgerlig regering igen.

Men at han frygter, at både De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og Venstres ditto, Jakob Ellemann-Jensen, når at blive pensioneret, inden det sker.

Det siger han i sin tale, hvor han beskylder sine to partilederkolleger for at hænge fast i fortiden.

- For mange i blå blok venter på maskefaldet hos Mette Frederiksen (statsminister, red.). At lige om lidt, så viser hun sig som en udlændingepolitisk slapper. Og så kan blå blok vinde magten på en stram udlændingepolitik.

- Vi kommer ikke til at vinde et valg på udlændingepolitik. Og vi kommer heller ikke til at vinde et valg på at sige samme velfærd som Socialdemokratiet, siger formanden.

Han mener, at Venstre og De Konservative sidder "fast i nullerne". Og så siger han, at den forkerte analyse af, at regeringen ikke tror på den stramme udlændingepolitik, end ikke er blå bloks største problem.

- Vores rigtige problem er manglen på lederskab. Der er ikke noget at sige til det. For der er ingen visioner.

- Det er ualmindeligt svært at lede noget, hvis ikke man ved, hvad man står for.

- Blå bloks krise starter og slutter med manglen på visioner og målsætningerne for Danmark, siger Alex Vanopslagh.

Efter talen siger Alex Vanopslagh om sit markante udfald mod kollegerne fra Venstre og De Konservative:

- Jeg håber på at få deres opmærksomhed - på mine politiske forslag først og fremmest. Og jeg ved, at de ved, at der ikke er noget jeg hellere vil end at have et blåt flertal og et godt samarbejde i blå blok.

- Men jeg er oprigtigt bekymret over, at vi sidder fast i en forældet analyse om, at det kun er udlændingepolitikken, vi skal slå på, siger Alex Vanopslagh og fortsætter:

- Og jeg er bekymret for det manglende lederskab, der kommer af manglende visioner. Så at give dem en rap besked om, at nu skal vi tage os sammen, synes jeg, er på sin plads.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skandinavisk koncern køber ikonisk nordjysk ferieresort
Luk