Liberale driver miljøpolitik med folket - ikke mod folket

NATUR:Som miljøminister var Svend Auken (S) på kant med folket og ven med eksperterne. Hans bedste venner var de eksperter, der passede ind i hans politiske tænkning, og som han selv havde udpeget til mange nye råd og nævn. Auken var formynderstatens førstehøg, der regerede hen over hovedet på masserne og spottede dem, der ikke var enige med ham. Derfor turde Auken før folketingsvalget i 2001 ikke stille op til en duel med Venstres formand for Folketingets miljøudvalg, Eyvind Vesselbo. Det ville yderligere udstille S som et elitært parti, der har glemt rødderne og ikke helmede med at udskrive stadig flere "grønne" afgifter til selv småindtægter. Nu da magten er sat til og det kniber så gevaldigt for venstrefløjen at levere et kvalificeret modspil til Venstre og regeringen, er Auken blevet mere modig. Nu skal en samlet venstrefløj i miljøkrig mod regeringen, truer han 5.8. Men vil Auken have "krig", skal han da nok få den - selv om det virker desperat og uden for proportioner. For grundlæggende er vi liberale og socialisterne vel enige om målet: At vi skal værne om miljøet. Bevare vores unikke kystmiljø, sikre grundvandet osv., ligesom vi er enige om, at forbrugerne skal kunne købe varer i tryghed for, at de ikke indeholder farlige stoffer. Det er midlerne, vi strides om. Som i ethvert andet system, hvor hensynet til det enkelte menneske underordnes magthavernes logik, fik Aukens miljøimperium også totalitære træk: Provinskommunerne blev i årevis underkendt af miljøministeren, når de har givet tilladelse til opførelsen af større butikscentre. Det kunne aldrig lade sig gøre at få dispensation fra det landsdækkende centerstop, Auken iværksatte hen over hovedet på alle. Men da det pludselig var de socialdemokratiske partifæller i hovedstaden, der ville have megabutikscentre placeret, var der ingen problemer med at få Aukens dispensation. Det liberale udgangspunkt er det modsatte. Vi vil inddrage borgerne mest muligt og give dem ejerskab til miljøinitiativerne. Det er stadig det liberale middel til at opnå den mest effektive beskyttelse af miljøet. Initiativerne skal altid tages i dialog og samarbejde med de mennesker, beslutningerne berører. Og et nej skal kunne forsvares og forklares – og bygge på en generel politik. Vi tager hensyn til den private ejendomsret og tildeler ikke systemet urimelige beføjelser på bekostning af almindelige menneskers retsopfattelse. Selvfølgelig skal der lyttes til sagkundskaben – også den, der er uenig med regeringen. Selvfølgelig skal eksperter også have ytringsfrihed, men ikke privilegier, så de alene kan sætte dagsordenen uden hensyn til de mennesker, der berøres. Desuden skal der være en balance i Miljøministeriets volumen i forhold til andre ministerier. Miljøministeriet var under SR vokset ukritisk, fordi Nyrup og Lykketoft ikke turde tage konfrontationen med Auken efter at have styrtet ham som S-formand. Aktiv miljøpolitik handler ikke om at skrabe så mange penge ind til Miljøministeriet som muligt – men om at opnå så meget miljø som muligt for pengene. Og derfor har VK's beskæringer af Miljøministeriet intet at gøre med modvilje mod miljøet. Miljøministeriet er stadig stærkt og effektivt, selv om det er betydeligt billigere i drift end i Aukens tid. Alle vegne skal både politikker og regler løbende til kritisk eftersyn. Det gør en god og effektiv forvalter. Ellers sander hele systemet til. Derfor var det f.eks. fornuftigt at ændre øststøtten og droppe nogle miljøprojekter, samtidig med at en række af modtagerlandene bliver medlemmer af EU og får direkte andel i EU's miljøordninger. Øststøtten var aldrig ment som permanent støtte til østeuropæiske lande. Selvfølgelig skal den lige som så mange andre ordninger tilpasses udviklingen. Og sammenligner man de initiativer, VK har gjort for at sikre forbrugerne mod diverse gifte, tilsætningsstoffer og andre farlige stoffer i hverdagen, og beskyttelsen af naturens ressourcer, står de bestemt ikke tilbage for Aukens ni år som miljøminister. * VK-regeringen har udpeget tre pilotprojekter til fremtidige nationalparker, bl.a. Lille Vildmose, og tre mere kommer til. * Strandbeskyttelseszoner på 300 m fra havet over hele landet. * Nye partnerskaber, der sikrer en stigning i skovrejsningen på op til 70 pct. * Der er oprettet tre fuglebeskyttelsesområder, hver på størrelse med Falster. * Der er truffet aftaler om 4000 hektar ny skov ved Aalborg, Århus, og København. * Et nyt nationalt skovprogram er oprettet. 120 millioner er afsat til forskellige natur-initiativer. * En frivillig aftale mellem naturfredningsforeningen, Dansk Landbrug, Dansk Skovforening og Friluftsrådet sikrer befolkningen bedre adgang til naturen. * Der er iværksat en klimastrategi med skærpede krav til omgangen med de stærkeste drivhusgasser og skærpet overvågning af dioxin. * Der er sat gang i afviklingen af hormonforstyrrende stoffer i badeudstyr, forbud mod anvendelse af forsøgsdyr i kosmetikproduktionen, lige som indsatsen mod kviksølvproblemer og brugen af glyphosat er styrket. * Regeringen har fremlagt en ny pesticidhandlingsplan, der fortsat mindsker brugen af pesticider, og en handlingsplan for miljø og sundhed. Dertil kommer, at VK under det danske EU-formandskab i 2002 fik flere miljøsager igennem end noget tidligere formandskab. Bl.a. er princippet om, at forureneren betaler for oprydningen nu accepteret i EU. De liberale er ikke mindre grønne end de røde. De røde elsker at dirigere rundt med folket. De liberale sikrer, at befolkningen føler medejerskab og tager medansvar fornaturen og miljøet. Som nu med etableringen af de seks danske nationalparker, hvor vores liberale miljøminister har valgt at involvere de lokale så meget som muligt frem for at udstikke detaljerede retningslinjer fra oven.Vi driver miljøpolitik med befolkningen og ikke mod befolkningen. Jo, der er forskel – og den er vi stolte af!