Udland

Liberale fører i Libyens valgoptællinger

Liberale fører i Libyens valgoptællinger

Lederen af et af Libyens største islamistiske partier siger, at en rivaliserende liberal koalition har en solid føring i stemmeoptællingerne efter lørdagens historiske valg.

- De Nationale Styrkers Alliance har opnået gode resultater i nogle af storbyerne - dog ikke i Misrata. De har en klar føring i Tripoli og Benghazi. Men det er tæt løb for os i den sydlige del af landet, siger Mohammed Sawan fra Justits- og Konstruktionspartiet, som er Det Muslimske Broderskabs parti.

Generalsekretæren i den store liberale koalition siger også, at kandidater fra hans parti fører over det meste af landet.

- De første meldinger viser, at koalitionen fører i de fleste valgkredse, siger Faisal Krekshi, som er generalsekretær i De Nationale Styrkers Alliance.

Alliancen er en koalition af 58 partier og 76 uafhængige kandidater, der er anført af Mahmoud Jabril, der var midlertidig premierminister under revolutionen sidste år.

Han må dog ikke selv stille op, fordi han er tidligere leder af overgangsstyret, men han er leder af alliancen. Deres program siger ikke meget, men der står: "Et moderat muslimsk land, demokrati og adskillelse mellem den lovgivende og udøvende magt".

Ved valget skal vælges 200 medlemmer til en grundlovsforsamling, som skal føre tilsyn med regeringen, udarbejde en ny forfatning og planlægge en ny valgrunde til parlaments- og præsidentvalg efter fjernelsen af Muammar Gaddafis regime sidste år.

80 pladser er forbeholdt politiske partier, mens de øvrige 120 pladser er åbne for individuelle kandidater, hvoraf nogle er åbent allierede med bestemte partier.

Valgdagen blev fejret natten til søndag med fyrværkeri hen over Tripolis nattehimmel, mens der i den mere urohærgede og tidligere oprørsby Benghazi blev sendt granater ud over havet.

Selv i Gaddafis hjemby Sirte, som sidste år var centrum for nogle af de hårdeste kampe mellem de Nato-støttede oprørere og det 42 år gamle regime, var der lettelse over, at valget var forløbet roligt på nær visse episoder.

- Allahu akbar (Gud er størst), dette er frihedsæraen. Det er første gang, Sirte er fri, råbte en lokal kvinde på valgaftenen, da hun festede med sin familie.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.