Liberalisme skaber lighed

Når socialister kritiserer liberalismen for uligheden, så er det for at dække over deres eget anstrengte forhold til lighed.

I debatten om ulighed synes alle at være enige om, at liberalisme betyder størreulighed. Det kan næsten ikke være mere forkert, for liberalisme skaber faktisk lighed. Hvis vi ser over de sidste 10 år, er antallet af verdensfattige faktisk faldet. Og det skyldes ikke de rige landes u-landshjælp, men derimod liberaliseringen af verdenshandlen. Bevares, der er stadig ulighed. Hvor en vesterlænding før måske var 1000 gang rigere, er han måske nu kun 900 gange rigere. Det kan synes som en lille forskel, men forskellen for den fattige er stor. Det kan betyde mad på bordet hver dag! Liberalismen ser ikke ulighed som et mål, men heller ikke som et problem, for liberalismen går ind for et frit marked, hvilket netop skaber lighed. Den fattige kan nemlig sælge sine ydelser til en højere pris og stadigt være konkurrencedygtig. Dermed haler den fattige kraftigt ind på den rige. Derfor skaber liberalismen lighed, og derfor har liberalismen ingen etiske problemer ved uligheden! Socialismen derimod har intet seriøst at byde på i forhold til ulighed. Den kan yde u-landsbistand, hvilket oftere vil være en form for stagnationsbistand, der øger uligheden. Derfor er ulighed et etisk problem for socialisterne, og derfor angriber de så kraftigt enhver accept af uligheden. Specielt er det problematisk, at socialister går ind for handelsbarrierer og er modstandere af indvandring af arbejdskraft for at beskytte egne arbejdere. Men det er altså med til at bevare en global ulighed. Et sted, hvor problemet klokkeklart ses, er omkring arbejdskraft fra de nye EU-lande i øst. Arbejderne i disse østlande kan jo opnå en enorm udligning af uligheden ved at tage arbejde i de vestlige lande. Men nej,dette forsøger socialisterne med alle midler at sætte en kæp i hjulet for! Og det mest absurde våben de bruger, er, at de f.eks. kræver lighed mellem danske og f.eks. polske arbejdere, så de får samme løn. Resultatet er selvfølgelig, at østarbejderne ikke er konkurrencedygtige og uligheden derved bevares. Socialismen i en nøddeskal: De sidste, der har fordel af socialismen, er de fattige. På den hjemlige front er den også gal. Størstedelen af de støtteordninger, som findes i Danmark, er til gavn for de velstillede og ikke de fattige. Et eksempel, der har være fremme i ulighedsdebatten, er, at nogle familier ikke har råd til at sende deres børn til idræt. Dette er lidt absurd, fordi kommunerne giver 75 pct. støtte til idrætsforeningernes lokaleomkostninger, og dertil kommer, at der er tilskud fra de statsstyrede tipsmidler. Når så de fattigste således ikke har råd, så er alle disse tilskud jo pr. definition givet til de rigeste! Og sådan kan man blive ved, i lighedens navn opkræves fra 80 pct. af befolkningen for at give tilskud til en anden 80 pct.. Udligningen via skatten er enorm i Danmark. Dette betyder, at man faktisk bekæmper uligheden ved at bekæmpe rigdommen. Men fattigdommen bekæmper man altså ikke ved at fastlåse 900.000 personer i den erhvervsaktive alder på overførselsindkomster. Socialismen har der et enormt etisk problem, idet disse 900.000 personer ikke har muligheden for at komme videre. Derfor vil disse mennesker blive ladt i stikken, når den producerende del af befolkningen begynder at skabe flere værdier. Et problem, socialisten kun kan løse ved at bekæmpe rigdommen. Liberalisme indeholder naturligvis også muligheden for at ulighedopstår. Hvis nogen producerer noget ekstra eller noget specielt, ja, så bliver de rigere, men alle andre har muligheden for at gøre dem kunststykket efter. Tilmed er det en ulighed, som udelukkende kan ses som positivt for den fattige, fordi den øger hans chancer for at blive rigere gennem det frie markeds udligning af uligheder. Når det regner på præsten, så drypper det på degnen! Der er ulighed, så det batter i dette gamle ordsprog, og hvor er det godt! Ulighed er ikke noget problem for liberalisten, fordi liberalismen giver menneskene en fair chance for at blive rigere. Liberalismen forærer ikke nogen økonomisk lighed, den må man selv arbejde sig til, men i det mindste er dette muligt. Det er det ikke i socialistiske og protektionistiske systemer. Der fastlåser man mennesker, så de ikke selv kan forbedre deres situation, men til gengæld så sikrer staten økonomisk lighed. Derfor bliver ulighed et betændt etisk emne for socialisten!