Udland

Libyen tilbageholder straffedomstols folk

International straffedomstols medlemmer er anholdt af i Libyen, hvor de skulle forberede Gaddafi-søns forsvar.

Libyen tilbageholder straffedomstols folk

Fire advokater fra Den Internationale Straffedomstol, ICC, tilbageholdes i Libyen.

De blev anholdt torsdag, da de rejste ind i landet for at afhøre den fængslede Saif al-Islam Gaddafi, den afdøde eksdiktator Muammar Gaddafis næstældste søn.

ICC opfordrer lørdag i en erklæring de libyske myndigheder til at løslade de fire advokater, der forbereder forsvaret for den krigsforbrydersigtede Gaddafi-søn.

- Vi er meget bekymrede for vores personales sikkerhed, da vi overhovedet ikke har haft kontakt til dem, siger straffedomstolens præsident, sydkoreaneren Sang-Hyun Song.

I sin erklæring minder han de libyske myndigheder om, at de internationale embedsmænd har immunitet, når de er udsendt på en officiel ICC-mission.

- Jeg opfordrer de libyske myndigheder til at tage alle nødvendige forholdsregler for at sørge for deres tryghed og sikkerhed samt løslade de, siger han.

Den Internationale Straffedomstol i Haag og det libyske overgangsråd har længe været på kollisionskurs, fordi ICC vil retsforfølge Saif al-Islam og oberst Gaddafis tidligere efterretningschef for forbrydelser mod menneskeheden.

Libyen vil dog stille de to for en lokal domstol og har nægtet at udlevere dem.

Libyske kilder sagde tidligere lørdag, at myndighederne i landet havde arresteret en af Saif al-Islams forsvarsadvokater, australieren Melinda Taylor, fordi hun angiveligt skulle have prøvet at smugle "farlige dokumenter" ind til ham i fængslet.

Melinda Taylor samarbejder med Xavier-Jean Keita, som er den forsvarer, der udpeget af Den Internationale Straffedomstol.

Libyens repræsentant ved ICC, Ahmed al-Jehani, siger dog, at Taylor er sat i "husarrest i Zintan, ikke i fængsel", og at hun bliver afhørt. Det er i byen Zintan, at den 39-årige Saif al-Islam, der var udset som sin fars afløser, sidder fængslet.

Saif al-Islam Gadaffi blev pågrebet i november sidste år tæt på Libyens grænse til Niger godt en måned efter, at hans far, der styrede Libyen med hård hånd i over 40 år, blev dræbt af oprørsstyrker i sin hjemby Sirte.

/ritzau/AFP