Libyen vil ikke sætte ny dato på præsidentvalg

Rapport anbefaler at lave en realistisk køreplan for valg i stedet for at fastsætte ny dato og gentage fejl.

LIBYA-POLITICS-DEMO <i>Mahmud Turkia/Ritzau Scanpix</i>

LIBYA-POLITICS-DEMO Mahmud Turkia/Ritzau Scanpix

Libyens parlament vil ikke fastsætte en ny dato for det præsidentvalg, der skulle have fundet sted fredag.

Det vil være for risikabelt på nuværende tidspunkt, konkluderer det parlamentsudvalg, der skal føre tilsyn med valget.

Libyens valgkommission havde ellers foreslået at holde valget 24. januar i stedet for 24. december.

Men udvalget i parlamentet anbefaler, at man laver "en ny, realistisk og anvendelig køreplan med definerede faser, frem for at fastsætte nye datoer og gentage de samme fejl".

Præsidentvalget skulle have været prikken over i'et på de FN-ledede bestræbelser for at få Libyen ud af det kaos, der har rådet siden omvæltningerne i landet i 2011.

Men en bitter strid om kandidater og valglove førte til, at det blev aflyst.

Valget skulle have været Libyens første direkte præsidentvalg nogensinde.

Men to dage inden valget havde valgkommissionen ikke fremlagt den fulde liste over kandidater.

Den rapport, som parlamentsudvalget mandag har præsenteret, foreslår også, at Libyen nedsætter et udvalg, der skal udarbejde et udkast til en ny forfatning i stedet for den, der blev skrottet af Muammar Gaddafi, da han kom til magten i 1969.

Gaddafi blev væltet i 2011, hvor libyerne gjorde oprør mod hans styre - inspireret af lignende protester i Tunesien og Egypten. Siden blev den mangeårige leder dræbt af oprørere.

Hans søn Seif al-Islam Gaddafi har meldt sig som kandidat til valget. Men han er en af flere kandidater, der skaber yderligere splittelse i landet.

I rapporten fra udvalget er der også en anbefaling om at foretage en regeringsrokade. Premierminister Abdulhamid Dbeibahs mandat skulle være udløbet efter det valg, der skulle have fundet sted fredag.

Forslagene skal drøftes i parlamentet.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.