Libysk regering kan ikke stoppe overgreb mod flygtninge

Den libyske regering er ikke stærk nok til at værne om flygtninge i landet, mener Dansk Flygtningehjælp.

Udland 1. juli 2016 09:25

Voldtægter af gravide, kidnapninger, tortur og omfattende menneskehandel.

Det er hvad, mange flygtninge, der rejser gennem Libyen, bliver udsat for. Forholdene er så dårlige i landet, at Amnesty International nu advarer EU mod at indgå en aftale med det libyske styre om at holde flygtninge og migranter ude af unionen.

Hos Dansk Flygtningehjælp nikker generalsekretær Andreas Kamm genkendende til billedet, og han tilslutter sig opfordringen.

- Vi må være enige om, at en aftale forudsætter, at regeringen, man indgår en aftale med, kan værne om flygtningene og migranternes retssikkerhed. Og det kan de ikke på nuværende tidspunkt, siger han.

Selv om Libyen har fået en ny regering, ser han endnu ikke nogle tegn på, at situationen er blevet bedre i landet.

- Det kan næppe blive værre. Det er en situation, hvor flygtninge bliver overfaldet, berøvet, voldtaget og låst inde. Det er så skrækkelige forhold, som den libyske regering på nuværende tidspunkt ikke har styr på, siger Andreas Kamm.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...