- Libysk tv lyver om Misrata

BRUXELLES:Nato afviser tidligt lørdag oplysninger i libysk tv om, at Gaddafis tropper har overtaget kontrollen med havnen i den belejrede by Misrata. Ifølge libysk tv har Gaddafis væbnede styrker standset driften af havnen i den oprørskontrollerede by Misrata, og truer med at angribe alle skibe, som forsøger at anløbe havnen. Det meddelte libysk tv, ifølge nyhedsbureauet AFP, sent fredag. Den belejrede by er fuldstændig afhængig af havnen for at få hårdt tiltrængte forsyninger fra søsiden. - Ethvert forsøg på at komme ind i havnen vil blive mødt med angreb, uanset hvilken grund man har til at anløbe, lød det fra den statslige tv-kanal al-Libiyah. - Udtalelserne mangler troværdighed og Nato afviser antagelserne, siger Nato-talsmand og tilføjer, at oplysningerne ikke stemmer overens med den aktuelle situation i Misrata. Tidligere fredag forlød det fra Nato, at styrkens krigsskibe havde udført en vellykket aktion ved havnen i Misrata. Mandskab fra Nato-skibene gik om bord på skibe tilhørende Gaddafi-loyale styrker, netop som disse var i færd med at placere miner i havnen./ritzau/Reuters