Licensen bliver lavere i 2005

KØBENHAVN:I disse uger dumper girokortet for radio- og tvlicensen ind ad brevsprækker og postkasser over hele landet. Men ganske usædvanligt lyder opkrævningen denne gang på 35 kr. mindre end tidligere, oplyser Danmarks Radio i sit seneste nyhedsbrev. DR understreger, at der ikke er tale om en fejl. Det er salget af TV2, der også spiller ind på licensen. I 2005 vil det koste 1020 kr. hvert halve år at se farvetv mod 1055 kr. sidste år. Ser man fjernsyn i sort/hvid udgør licensen fremover 655 kr. hvert halve år mod 675 kr. i 2004. Radiolicensen forbliver dog uændret på 160 kr. for et halvt år. Årsagen til licensnedsættelsen er beslutningen om at sælge majoriteten af statens aktier i TV2/Danmark med virkning fra i år. Det betyder samtidig, at det landsdækkende TV2 fremover ikke vil få andel i licenskronerne, mens de otte TV2-regioner fortsat vil få en licensandel. For at kunne modtage DR Radio og DR TV samt TV 2s regioner skal en husstand med farvefjernsyn i 2005 betale 5,59 kr. om dagen i licens, fremgår det af nyhedsbrevet. /ritzau/