Licitation gav store smil

Tilbygning til Aalestrup Realskole ca. 20 pct. billigere end ventet

AALESTRUP:Smilene var store, da man på Aalestrup Realskole åbnede tilbuddene på skolens omfattende udvidelse. For som man kom frem i gennemgangen, kunne man umiddelbart se, at de forskellige håndværkeres bud lå under det forventede niveau, og da lommeregneren blev aktiveret og tallene blev lagt sammen, ja, da var smilene om muligt endnu større. For resultatet blev hele 841.000 kr. lavere end det budgetterede: - Vi havde beregnet en samlet håndværkerudgift på 5.021.000 kr., men tilbuddene viser en udgift på 4.180.073 kr. - altså omkring 20 pct. billigere end forventet, fortæller viceskoleinspektør Ejvind Ravn Nielsen. De forskellige arbejder er fordelt på en række en entrepriser, som ialt 46 håndværkerfirmaer gav deres bud på. - Det er en behagelig situation at være i sådan, at projektet bliver markantt billigere end budgetteret. Så behøver vi ikke at skulle låne så mange penge som først antaget. Prisen på 4.180.073 kr., som licitationen førte frem til, er uden inventar, ligesom tilslutning til vand, el og kloak ikke er medtaget. Den ca. 500 kvadratmeter store tilbygning til skolen skal rumme et helt nyt naturfagscenter, der bl. a. omfatter lokaler til fysik, et kombineret fysik/biologi lokale, et geografirum, depot og et fællesrum. Byggeriet ventes igangsat i løbet af marts, og efter planen skal det stå færdigt straks i begyndelsen af det kommende skoleår - omkring midten af august.