Lidenskab uden alder

Elegy - skønhedens magt

Den meget voksne litteraturprofessor har et godt liv som single efter at være blevet skilt allerede som ung i bevidstheden om, at han ikke kunne indordne sig under ægteskabet og monogami. Det ville være bedre for hans kone og søn ikke at have ham end at have ham, mente han - og mener det stadig, selvom ingen af de nogensinde har tilgivet ham - forstår vi af forløbet. Ben Kingsley er professoren, der lever et kultiveret, nydelsesfuldt liv som anerkendt intellektuel kapacitet. Han dyrker et nært venskab med sin jævnaldrende digterven, charmerende påtaget kynisk spillet af Dennis Hopper, begge behageligt omsværmede af de kvindelige studerende. Professoren har et behageligt, praktisk orienteret fast forhold til en næsten jævnaldrende elskerinde, der er lige så tilfreds som han med den uforpligtende erotiske forbindelse - skønt spillet af Patricia Clarkson. Så kommer den nye studerende, Consuela, pludselig ind i hans liv. Over 30 år yngre, smuk, lidenskabelig og umiddelbar, passerer hun uden videre gennem alle hans skjolde og vælter ham omkuld. Han oplever følelser, han aldrig har kendt og han er ude af stand til at optræde rationelt og overlagt, som han ellers altid har gjort. Penélope Cruz er Consuela, cubanskfødt studerende med en stærk betagelse af den ældre mand, som hun oplever ikke bare som en fysisk elsker, men lige så meget som en følelsesmæssigt og intellektuelt uudtømmelig kilde af nærvær og stimulering af både krop og hjerne. ”De var jo bare drenge”, siger hun om sine ret få tidligere kærester. Hun oplever, at hun giver sig hen til ham, mens han i virkeligheden hele tiden er den dybt usikre af dem. Han kan ikke styre sine følelser, som han ellers altid har kunnet, han oplever pludselig en jalousi, der får ham til at gøre ydmygende og tåbelige ting, og han bliver mere og mere bange for, at den store aldersforskel vil ødelægge deres kærlighed og at han ikke vil kunne klare at miste hende. Forelskelsen er han helt uforberedt på. Den medfører en irrationel angst for alder og tab og bliver snart ødelæggende for deres forhold. Han undskylder sig med, at hun er alt for ung og har et helt andet liv at leve, end det han har tilbage at give hende. Men dermed er historien om de to og deres kærlighed slet ikke slut. For skæbnen har sine egne kort at spille, og det er ikke nødvendigvis det logisk forventelige, der vil ske. Filmen er skabt af instruktøren Isabel Coixet, som man måske vil huske for den stærke kræftfilm ”My Life Without Me”. Den er bygget på Philip Roths roman ”The dying animal”, og den er ganske kontroversiel i både sit tema - ung kvinde, gammel mand - og sin dramatiske udvikling af både det forhold og de andre køns- og familiepolitiske spændinger, den stiller op. Samspillet mellem den kvindelige instruktør og den erotisk insisterende gamle forfatter, Philip Roth, skaber den balance i filmen, som renser den for lummerhed og anden gammel-gris-automatik i reaktionerne. Her er en tænksom mand, lidt oppe i årene, som kan formulere og fastholde retten til et sexliv, også for voksne, ældre og gamle mænd - og dermed også kvinder: Det kan godt være vi er gamle, men vores driftsliv og lyst er ikke faldet i takt den stigende alder. Det tør filmen og dens medvirkende gå ganske langt for at vise, modent og ukunstlet forløst i både ord og billeder, øjne og krop. Det er en film med nogle stærke sandheder om køn, liv og alder, udfordrende, men også i god balance. Der bliver garanteret noget at snakke om bagefter. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk ”Elegy - skønhedens magt” Originaltitel: ”Elegy” USA 2008. Instruktør Isabel Coixet. Manuskript Nicholas Meyer efter romanen ”The Dying Animal” af Philip Roth Fotograf Jean-Claude Larrieu Klip Amy E. Duddleston En time, 53 min. Till. o. 11 år.