Detailhandel

Lidl på vej til at åbne sine første butikker

Nordjylland med i den første bølge

ÅRHUS:Den tyske discountkæde Lidl ventes at åbne sine første butikker i Danmark i denne måned, og flere af dem ligger i Nordjylland. Lidl hylder den lukkede dørs politik i sin markedsføring, så det er dybt hemmeligt, hvormange nye butikker, der er tale om, og hvor de kommer til at ligge. I branchen vurderes det dog, at der i første omgang bliver tale om 12-16 butikker spredt rundt i landet. Måske vil der allerede inden jul være omkring 25 butikker i Danmark. De første butikker ventes åbnet i Jylland, men Fyn og Sjælland vil hurtigt følge efter. Det vides med bestemthed, at der er ansat butikschefer i følgende byer: Frederikshavn, Brønderslev, Sæby, Hobro, Grenaa, Ikast, Odder, Horsens, Skjern, Fredericia, Kolding, Middelfart, Ringe, Nyborg, Kalundborg, Maribo, Herlev og Ishøj. Faktisk har det længe været kendt, at Lidl er på vej til Danmark, men præcis hvornår kunderne lukkes ind i de første butikker, har i årevis været holdt som en hemmelighed. End ikke leverandørerne af varer til de nye discountbutikker ønsker at oplyse, hvornår de skal levere de første letfordærvelige varer til butikkerne. Lidl skal tage konkurrencen op med Fakta, Netto, Aldi, Rema 1000 med flere. Mens Lidl-ledelsen ikke ønsker at fortælle, hvornår den første butik åbner, oplyser HK, at mange medarbejdere, tre-fire fastansatte per butik, er ansat med virkning per 1. september. Lidl har forlængst indgået overenskomst med HK. Hos DSK, De Samvirkende Købmænd, oplyser direktør John Wagner, at den tyske kædes første butikker formentlig vil åbne i løbet af en uge eller to. - Jeg har tidligere hørt datoen den 12. september, men vi ved intet - bortset fra at man er begyndt at fylde butikkerne med mere langtidsholdbare varer, siger John Wagner. Lidl har omkring 6000 butikker i Europa. /ritzau/