Lidt af hvert fra SBK’s side

Arkivfoto: Daniel Bygballe

Arkivfoto: Daniel Bygballe

Ugens kampe i de sekundære rækker for Sindal Billard Klub blev lidt af hvert.

Serie 1 har ude spillet mod Skagen. Resultatet blev et stort nederlag på 0-8.

Karsten Brath (5,35) spillede generelt et flot parti, og således ydede han kampen igennem kvalificeret modstand. I slutfasen måtte han dog slippe grebet, og således blev det til et hæderligt nederlag.

Ulf Gorm Nilsson (6,46) levede ikke op til daglig standard, hvorfor han gjorde det meget svært for sig selv. Selv om han gav sig fuldt ud, måtte han sluttelig indkassere et meget stort nederlag.

Casper B. Caspersen (10,86) ydede en fin indsats. Modstanderen mosede på, hvorfor det sluttelig ikke så ud af så meget. Altså et klart nederlag efter en godkendt indsats.

Bo Engmann (5,88) var fra start som voks i modstanderens hænder. Det fik simpelthen spillet til at smuldre. Den særdeles ringe indsats gav da også et kolo enormt stort nederlag.

Serie 3 hold 2 har på udebane spillet mod Hjørring 1. Resultatet blev en meget flot sejr på 8-0.

Thorvald Jørgensen (5,70) havde det fine spil i højsædet. Da modstanderen fulgte trop, blev opgøret således både spændende og velspillet. Der blev budt på skiftende småføringer undervejs. Der var således ikke råd til udfald, hvorfor koncentrationen var skarp hele vejen. På opløbssiden fik han slået det lille hul, som sluttelig berettigede til en smal sejr.

Poul Erik Thomsen (8,88) var meget hård ved sin modstander. Fra start cruisede han behændigt ballerne rundt på bordet, hvorved afstanden bare blev større og større. Den særdeles flotte indsats dannede således grundstenen til en uhyggelig stor sejr. Kampen var jo nærmest slut inden modstanderen overhovedet fik begyndt.

Poul H. Pedersen (7,48) viste denne gang flot initiativ. Med stor spilforståelse gjorde han således spillets vanskelige facetter legende lette. Der blev hele tiden trukket afstand. Sluttelig kunne han da også noteres for en meget sikker sejr.

Laila Knudsen (16,07) tog del i et meget svært parti. Koncentration og blik for spillet gik heldigvis op i en højere enhed. Efter en fabelagtig god indsats kunne hun således stille og roligt trille en flot sejr i hus.

Old boys hold 2 har på hjemmebane spillet mod Brønderslev. Resultatet blev uafgjort 4-4.

Henning Ejsing (2,48) gjorde det rimelig godt. Efter et meget spændende og tæt opgør, måtte han desværre indkassere et meget smalt nederlag.

Gunnar Muhlig (7,30) var nærmest flyvende. Spillets finurligheder blev udnyttet maksimalt. Efter en koncentreret indsats kunne han således gøre det grimme ved en sagesløs modstander. Altså en kæmpe stor sejr efter en fremragende indsats.

Hans Chr. Jørgensen (7,03) viste sig fra den gode side. Modstanderen trykkede også på, hvorfor opgøret udviklede sig til en meget tæt affære. Der blev givet og taget undervejs, uden det gjorde den store forskel. I slutfasen fik han dog slået et lille hul, som han mesterligt udnyttede til at snuppe en lille sejr.

Kjeld H. Jensen (5,33) havde denne gang ikke den sædvanlige snert i køen. Panikken bredte sig i takt med svipsernes fremtræden. På et tidspunkt lignede det mere en træningslejr med henblik på deltagelse i næste sæsons "Vild med dans" end poleret billard.

Den meget flade indsats resulterede således i et uhyggeligt stort nederlag.

Old boys hold 3 har på udebane spillet mod Skagen 1. Resultatet blev uafgjort 4-4.

Jørn Brath (2,46) spillede et ordinært parti billard. Opgøret blev derfor meget tæt. På mållinjen var han desværre ikke skarp nok, hvorfor han måtte se sig slået med et par mulehår.

Poul Erik Thomsen (10,66) fortsatte de gode takter. Efter en særdeles fremragende indsats tog han kontinuerligt afstand, hvorved han efterlod modstanderen i dyndet. Den overbevisende indsats gav således en mega stor sejr.

Ivan Simonsen ((6,22) ydede en indsats omkring middel. I det tætte opgør var der således ikke råd til eksperimenter. Højspændingen var således kodeordet for opgøret. Skiftende små føringer gjorde ikke den store forskel. Da kamphanerne drønede ind på opløbet var der ligeledes close race. Da målsnoren sprang havde han lige det held at målfotoet viste en ringbredde foran. Jo, den formiddag var det sandelig "Fars dag".

Kaj Kristensen (7,63) spillede en smule under middel. Da modstanderen samtidig satte turbo på, blev det hurtigt meget svært. Der blev kæmpet bravt for sagen, men lige meget hjalp det. Slutresultatet blev således et klart nederlag.

Jesper Holmberg (37,50) har på hjemmebane spillet første runde i individuel keglebillard klasse A.

Uden at imponere blev puljesejren en realitet efter to sikre sejre. Han er således fortsat med i hatten, når der trækkes lod til næste runde.

Michael Fischer (19,95) har på hjemmebane spillet første runde i individuel keglebillard for seniorer. Det blev en meget spændende pulje, idet aktørerne slog hinanden på kryds og tværs. Alle tre deltagere fik således hver en sejr og et nederlag. Placeringen skulle nu afgøres på procentscore. Her trak han desværre "Sorteper", og således glippede den videre deltagelse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.