Lidt bange for at gå tur med hunden

Dyr 26. september 2007 12:53

?Vi har en god og kærlig Dansk-Svensk Gårdhund på 10 år. Når vi går tur, er der to hunde i vores kvarter, som vores hund ¿tænder fuldstændig af på¿ eller med andre ord bliver fuldstændig gal og ustyrlig på. Det gør, at jeg er blevet lidt bange for at gå tur. Kan I fortælle mig, hvorfor eller hvad jeg kan gøre? J. K. !Jeg kan godt forstå, at du bliver bange for at gå tur, når din hund ofte ender i konflikt med andre hunde. Det kan lyde voldsomt, når hunde bliver vrede. Du skriver ikke, hvilket køn din hund har, eller hvad det er for nogle hunde, din hund bliver vred på. Er det af samme eller modsat køn? Er de andre hunde større eller mindre end din hund? Disse oplysninger er væsentlige, da det kan være en del af forklaringen. F.eks. vil mange hanhunde føle sig truet af andre hanhunde, der trænger sig ind på deres territorium. Hvis din hunds adfærd har noget med dens kønsdrift at gøre, kunne det være en idé at neutralisere. Er det muligt, at din hund har ondt et sted (led, tænder eller lign)? Hunde, der har smerter, bliver generelt mere pirrelige. Lad evt. din dyrlæge undersøge om det er tilfældet. Det er svært for mig at vide, hvad det er, der provokerer din hund, men det er ikke en acceptabel adfærd, han har. Du er nødt til at fortælle ham, at det er forkert at hidse sig op, når I møder andre hunde. Det skal I træne sammen. Jeg kan ikke her gå i detaljer med, hvordan et sådan træningsforløb kan foregå. Jeg vil anbefale dig at søge hjælp hos din dyrlæge eller en dyreadfærdsterapeut. Det vigtige er, at du har din hunds opmærksomhed, når I møder andre hunde, og at han forstår, at han får ros, når han holder sig i ro. Det lyder nemt, men det kræver som sagt træning og stor tålmodighed. Jeg tror ikke, at du får noget godt ud af at skælde hverken din eller andres hunde ud, når konflikten kører. Det vil bare virke yderligere ophidsende. Det, at du er blevet nervøs, er forståeligt, men kan forværre hans reaktioner, idet han mærker din usikkerhed. I trænger begge til at få nogle gode oplevelser på jeres gåture. Mette Rønn-Landbo, dyrlæge

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...