EMNER

Lidt ekstra flødeskum

Birgitte Haldrup er kommunens fundraiser

SKØRPING: Hun kan sno alle om sin lillefinger og få dem til at ligge på knæ og sige: ”Ja, selvfølgelig vil vi det!” Sådan et skudsmål fik den afgående generalsekretær i Rebildselskabet, Birgitte Haldrup, af sin efterfølger, Lars Høgh Hansen, ved goddag-og-farvel-receptionen forleden. Han var bange for, at han ikke kunne leve op til netop den evne. Også ifølge Rebildselskabets præsident, Harald Nielsen, har Birgitte Haldrup gjort en uvurderlig indsats og været med til at redde selskabet ud af krisen og ind i fremtiden, hvor organisationen selv kan tjene penge til sine mellemkulturelle aktiviteter. Nu har Skørping Kommune tænkt sig at udnytte Birgitte Haldrups evner for at skaffe penge. Hun måtte stoppe med arbejdet som generalsekretær på grund af en sygdom, men er i stedet blevet ansat i Skørping Kommune som fundraiser i 15 timer om ugen. - Jeg er blevet headhuntet, ler hun karakteristisk og fortæller lidt om den sjældne, men alvorlige bindevævssygdom, som hun lider af, og som kan udvikle sig rigtig grimt. - Men mit held er det lyse sind, jeg har. Jeg kan altid finde det positive. Birgitte Haldrup har om noget arbejdet med at rende fonde og sponsorer på dørene i sit arbejde som generalsekretær og har derfor både overblik og personlige kontakter. Hendes nærmeste chef i kommunen, økonomichef Lars Schou, er derfor ret sikker på, at hun med tiden kan tjene sin egen løn ind: - Vi ved jo, at der ligger mange penge rundt omkring i fonde og puljer. Men det koster også mange kræfter at finde ud af, hvilke puljer der er relevante. Birgitte har det som sit primære fokusområde og kan derfor rådgive vores institutioner, siger han. I første omgang har Birgitte Haldrup været rundt og besøge samtlige kommunale institutioner for at undersøge, hvilke drømme og ønsker de har. - Fordelen ved det her er, at én person nu har kontakt til alle fonde, og derfor kan vi optimere indsatsen for at skaffe penge, forklarer Birgitte Haldrup. Økonomichef Lars Schou ved kun alt for godt, hvordan den kommunale økonomi kan stramme i det daglige: - Men hvis vi for eksempel afsætter 100.000 kr. til et projekt, kan en fond måske supplere op til 200.000 kr., og pludselig kan man få råd til lidt bedre materialer eller til et personaleforløb. Vores institutioner skulle gerne blive lidt bedre, lidt pænere og lidt sjovere af det her.