Løkken

Lidt flere penge til strand-trapper i år

LØKKEN-VRÅ:Økonomiudvalget har fordelt pengene til "diverse tilskud" i 2006. - Vi giver lidt flere penge til trapper end vi plejer. Beløbet øges fra 60.000 til 80.000 kr., oplyser borgmester Knud Rødbro (fællesliste). Grundejerforeningerne i sommerhusområderne får ekstra penge til trapperne ned til stranden, fordi en af trapperne i Nr. Lyngby skal repareres. Arbejdet ventes at løbe op i ca. 25.000 kr. Pengene i puljen til diverse tilskud prisfremskrives hvert år, og derfor kommer de øvrige modtagere af tilskud ikke til at mærke noget til at beløbet til trapperne øges. Puljen er på i alt 284.000 kr. og trapperne til stranden er den største post på budgettet, efterfulgt af Børnenes Jord, der får 43.000 kr. Vendsyssels Plantage i Løkken og Lunden i Vrå får hver 32.000 kr., Lyngby Lejrskole får 20.000 kr. og der bruges 15.000 kr. på tilsyn med piratcampering. Derudover gives der mindre beløb til de lokalhistoriske arkiver, de grønne områder, julebelysning, m.m.