Lidt for lidt præcist

OPTEGNELSER Lene Henningsen: "Bølgen tegner præcist" Bogens indledes med en lettere redigeret udgave af den tekst, der er gengivet i den netop udkomne mindebog om Villy Sørensen. Resten af bogen er en række løsere optegnelser, og der liggere i det udtryk et anstrøg af noget skitseagtigt – af noget, der ikke ganske er gjort færdigt. Det er da også det indtryk, der først og fremmest fæstner sig efter gennemlæsningen af disse korte, essayistiske bemærkninger, som ofte har et lyrisk stænk som i f. eks. denne afsluttende passage i en hyldest til oktober måned: "Oktober, du trætter og vækker. Oktober, de gyldne dage toner mørkt, og vandringen går dybt. Oktober, fra dig det dybe, klare blik". Noget løber ud i det rene kistepræk, som ingen kan have glæde af, f. eks "Mulig afslutning på dramaet (sydlandsk type)" og "En mulig begyndelse på dramaet (asiatisk type)". Men der er også overvejelser og afprøvninger af tanker, som har styrke: "Livet kan ikke forklares", begynder et tankesæt. "Jo flere forklaringer, jo større viden, jo større erobringer af livsrummet…. Men stillet over for de vigtigste spørgsmål, hvor det handler om livet selv, vores eget, en andens, må vi afstå fra forklaringen. Håbe at livet ved hvad det gør. Og selv gøre hvad vi kan, igen og igen. Det uforklarlige." Tilbage bliver imidlertid efter læsningen det hovedindtryk, at der er for mange skitser og for få gennemarbejdede udsagn. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Lene Henningsen: "Bølgen tegner præcist" 64 sider, 199 kr. Lindhardt og Ringhof.