Lidt mere stil

Naturvidenskab 1. oktober 2008 06:00

DR 1988 TIL 2008 Der var for 20 år siden næppe nogle i DR der glædede sig til lørdag 1. oktober. Til monopolbruddet. Til at TV 2 skulle starte sine udsendelser. Dengang hvilede DR tungt på sin egen selvfedme. Selvfedme er måske et forkert ord, men gennem årtier havde DR været ganske tilfreds med sig selv. Man var en public servicekanal inden ordet overhovedet blev opfundet. Og man var aldrig i tvivl om, hvad det begreb skulle dække: Vi skulle nå det hele. Vi skulle orienteres om den allerfineste kultur. Vi skulle have solide nyheder fra hele verden i sort-hvidt. Politik skulle diskuteres omkring et rundt bord. Og i Tv-Avisen læste speakeren - det hed han dengang - op af et ark papir. Det var en stor kunst at gøre godt, dengang. Men de kunne. Indtil altså denne dag for 20 år siden, da TV 2 slog til med telepromptere i deres nyheder. Nu læste værten op, mens han kiggede direkte i øjnene på os derhjemme i stuerne. Og han var ikke længere speaker. Han var vært. Det må have gjort ondt hjemme i DR. Det var ikke rart at se, at tempoet blev skruet i vejret, at friskheden blev skruet i vejret, at underholdningen blev skruet i vejret. Mange kunne se, at seriøsiteten samtidig blev dæmpet. Men det kunne jo i grunden gøre lige meget, for seerne valgte side: TV 2. Et vigtigt begreb i den konkurrence, der blev åbnet for præcist 20 år siden i dag, var de røde lejesvende. Jovist havde DR en stribe venstresnoede medarbejdere, og jovist var der gang i den russiske salat, når Ungdomsredaktionen sendte. Men de røde lejesvende er og bliver en dybt manipuleret påstand, der ikke burde have sin gang på jord. For DR's medarbejdere har aldrig været specielt mere venstresnoede end resten af befolkningen. Prøv lige at kigge på Folketinget. Her har gennem tiderne siddet masser af DR-medarbejdere. Folk som er sprunget fra speakerstolen til talerstolen i Folketinget. Lad os lige tage en stribe navne: Uffe Ellemann Jensen, Bjørn Elmquist, Claus Toksvig, Frode Kristoffersen, Kaj V. Andersen, Ole Andreasen. Og i mere moderne tid Paula Larrain og Morten Løkkegaard - der endnu ikke er valgt. Det har alle forsøgt sig i politik, men at kalde disse borgerlige hædersfolk for røde lejesvende holder ikke en meter. Tove Schmidt, Jimmy Stahr og Lasse Budtz hører også med i slænget af folk, der rejste fra tv til tinge, men de er altså kun socialdemokrater. Ikke hard core revolutionære. Og der altså er en særdeles stor overvægt af borgerlige kandidater, der er sprunget fra DR til politik. Men det var - også - kampen mod de røde lejesvende, der førte til oprettelsen af TV 2. Vi havde jo en borgerlig regering dengang i 80'erne. Selv om forvirringen og panikken spredte sig den dag for 20 år siden, da diget blev brudt, så har DR alligevel holdt fast i flere af sine bastioner. Børne-tv er og bliver en kernekomptence i DR. Her har landets børn gennem mange år fået tv af verdensklasse. Og når TV 2 har forsøgt sig i genren, har det oftest været pinligt. Bubbers Badekar er ikke engang det værste. Trolderik var pinagtigt ringe. Bananer i pyjamas en eftersynkroniseret parodi. Teletubbies dum i spædbarnshøjde. I dag klarer TV 2 sin børneunderholdning ved at sende timevis af eftersynkroniseret tegnefilm. Det er ikke stort, men der er publikum til det. Der er også tv-dramaet. Allerede i 60'erne lagde DR gaderne øde med "Kan De lide Østers" og Panduros fabelagtige hverdagsdramaer fra danskernes liv. Et ti-år senere var det Matador, der støvsugede gader og stræder. Så erfaringen var på plads, men endnu ikke finpudset, da Kvægtorvet slog til. Stille og roligt begyndte DR at opruste af den dramatiske front. Og ingen er i dag i tvivl om, hvem der er bedst i dag. Alt, hvad TV 2 har rørt ved, inden for drama har fejl og mangler. Jovist var Strisser på Samsø hyggelig, men det var fordi, det mere handlede om sommer og erotik end om kriminalitet. Det koncept plantede man videre i Anna Pihl, men her kom det mere til at ligne en oversat amerikansk sitcom end vaskeægte dansk drama. Det dur ikke. Det gjorde Forsvar og andet skrammel heller ikke. Men på den dramatiske front høster DR - velfortjent - alle priserne. Hvad har DR så fået ud af 20 år med konkurrence? Man kan frygte, at DR stadig havde sendt tv a la Nordkorea, hvis monopolbruddet ikke var kommet. Men sådan var det næppe gået, for TV 2 blev snart efter fulgt op af masser af andre mere eller mindre danske kanaler: TV3 med flere. Og i dag er der masser af satellitfjernsyn, der er tekstet eller speaket på dansk: Discovery, MTV med mere. Akja. Den tv-teknik er godtnok blevet billig. Men DR er blevet mere strømlinet på de 20 år. På masser af fronter jagter DR nu konkurrenten fra Odense. Også ofte i jagten på den laveste fællesnævner. DR har skruet op for underholdningen. Man har importeret masser af serie-slik fra USA. Man har indført trommemaskiner eller rytmeboks, når sportsnyheder læses op (hvor jeg dog hader det!). Faktisk har DR overtaget alle unoderne fra TV 2. Og selv om jeg ikke bryder mig om det, så er det nok en del af redningen af DR. At man smider alle de pæne fornemmelser overbord. At man sætter sig til rette ved plathedernes bord og æder fra platterne med tynd underholdning. Men der er dog forskel alligevel. For mange ting virker trods alt lidt mere troværdige på DR. Dokumentarer virker lidt flottere, mere gennemarbejdet og bedre researchet på DR. Og knap så poppet. Nyhedsvinklingen virker mere fair i DR, hvor man hos TV 2 ofte sidder med fornemmelsen af, at den er regeringens talerør. Og når TV 2 søsætter en stribe minikanaler - News, Zulu, Charlie og Film - så virker disse kanaler som endnu mere useriøse, platte, billige og overfladiske end moderkanalen. Men når DR skaber DR2, så skaber de faktisk fornemt tv. Jovist er meget på DR2 billige produktioner. Jovist blev kanalen i starten kaldt både Den Hemmelige Kanal og siden hen Kanal Klog. Og jovist er der næppe meget kommerciel potentiale i den kanal, hvis der skal sendes reklamer. Men den er go'. Den er alle licenspengene værd. Og den viser tindrende klart, hvad der er den store forskel på DR og TV 2: Der er lidt mere stil. Bare en lille smule... Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...