Lidt regn kunne ikke vælte Bødkergårdens dyrskue

ØSTERVRÅ:Lørdagens børnedyrskue på Bødkergården i Østervrå blev vejrmæssigt velsignet med lidt af alt, men selv ikke de spredte byger fik bugt med den gode markedsstemning. En kæmpe hankanin, ifølge dyrskuets deltagere, verdens største, havde fundet vej til dyrskueringen sammen med 23 andre kæledyr, som stolt blev vist frem af deres unge ejere. Udover den langørede kæmpe kunne et talstærkt publikum også se og høre blandt andet en hest, marsvin, hunde og katte blive præsenteret og bedømt. Til samtlige dyr var der flotte diplomer og masser af klapsalver fra publikum. Et andet populært indslag var det årlige Bødkergårdsmesterskab, hvor fire sammensatte hold fra børnehaven, Dueslaget, Bødkerhuset og fritidshjemmet konkurrerede i fire underholdende og lidt alternative discipliner som Byggemand Bob kassestabling, bårefræs, samarbejdsski og linedans med sæk over hovedet. De deltagende hold kastede alt ind for at vinde den attraktive vandrepokal, som i år skulle forsvares af børnehaven. Desværre for dem, måtte de i år tage til takke med en placering på sidstepladsen, mens Dueslaget kunne sikre sig pokalen til eje i det næste år. ”Gæt en lort” lød et af de mere provokerende spørgsmål i en helt ny konkurrence, hvor det gjaldt om at svare rigtigt på ti spørgsmål i Bødkergårdens stald. Her var også bud efter viden om rugetider for høns, alder på får med mere. ”De sejeste og bedste akrobater” gav sammen med spirende scenetalenter forestilling i det store markedstelt, hvor den også stod på sang- og dansenumre. De unge amatører havde selv tilrettelagt programmet, som de også helt selv fyrede af i flot stil fra den improviserede scenen godt bakket op af et stort og begejstret publikum. Udenfor på pladsen kørte Anna og Erik Andersens hestevogn turer i området. De lokale baptistspejdere stod for markedets karrusel, og mange lod sig i dagens løb friste til en tur på raftesæderne. Derudover kunne gæsterne på pladsen smage pandekager, snobrød og grillet lam, eller de kunne handle i de mange kramboder, som kunne præsterer et bredt udbud af godt brugt legetøj. Det muntre køkken var også en af årets nyheder, som blev flittigt besøgt. Desværre var vejret ikke helt med det store udendørs arrangement, men aktiviteterne fortsatte ufortrødent og heldigvis var der god plads i det store markedstelt, hvor der under de spredte byger var god søgning til blandt andet store dejlig pølser med alt hvad dertil hører,. På et tidspunkt kiggede Squaredanserne fra Østervrå også forbi og varmede ekstra op under publikum med deres festlige cowboydans. En rigtig markedsdag med både sol, blæst og regn! ÅB