EMNER

Lidt skæve er vi vel alle sammen

Den nye formand i Landsforeningen SIND, Finn Graa Jakobsen fra Skørping, lover mere benhård politik

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den nyvalgte landsformand Finn Graa Jakobsen er som en anden mager jagthund klar til at gå til bidet i en langt mere politisk strategi for arbejdet i Landsforeningen SIND. FOTO: MARTIN DAMGÅRD

Noget af det allerførste, de gjorde, da de flyttede ind i rækkehuset i Skørping i 1997, var at fjerne hækken. Åbent udsyn skal der til hos ægteparret Kirsten og Finn Graa Jakobsen. Og hvorfor skulle de også gå og gemme sig? Kirsten er førtidspensioneret, for hun er ”gak i låget”, svarer hun gerne, når nogen spørger. Finn er 62 år og på efterløn efter senest at have været beskæftigelseskonsulent, men nu har han påtaget sig et nyt fuldtidsjob: Han er netop blevet valgt til formand for Landsforeningen SIND, Der er heller ikke spor aflagt over manden i stram T-shirt og et lille sarkastisk smil. En mager jagthund tændt på sin opgave - for eksempel at få flere til at følge hans og Kirstens eksempel og være åbne: - Ud med det, siger jeg! Hvad fanden er der at skjule? Vi er vel alle sammen lidt skæve, men nogen vil ikke indrømme det. Uden de skæve er der altså også ting, man bliver opmærksom på, som man ellers ikke har tænkt på. Min verden er i hvert fald blevet udvidet, siger han. Finn Graa Jakobsen mødte sin Kirsten i 1990, da han blev ansat som medarbejder på SIND’s værested på Nr. Trandersvej i Aalborg, hvor hun var en af brugerne. - Jeg tog arbejdet med hjem, haha. Men nu har vi da været gift i 16 år... Og lige så længe har Finn Graa Jakobsen været aktiv i SIND, ligesom han også har været aktiv i politiske og fagpolitiske sammenhænge. Også i De Samvirkende Invalideorganisationer, DSI, har han i de senere år været engageret i regions- og landspolitisk arbejde. Nogen skal jo råbe op Med Finn Graa Jakobsen i front har SIND da også bekendt sig til en ny og mere offensiv linje: - SIND bliver simpelt hen nødt til at blive mere og mere politisk. Nogen skal jo råbe op. Ellers får vi ikke et ben til jorden. Vi skal for eksempel sikre, at de sindslidende er synlige i kommunalreformen. For jeg er sgu bange for, at de bliver glemt mange steder. Og hvor bliver den ekspertise af, man har haft i amterne? Som et aktuelt eksempel nævner han, at det nordjyske folketingsmedlem, psykiatriordfører Birgitte Josefsen (V), her i oktober har arrangeret en konference på Christiansborg om “Fremtidens psykiatri”. - Der har vi tilladt os at blande os, for der var ellers kun overlæger inviteret. Men nu har vi fået lov at komme fire sindslidende og pårørende fra SIND, fortæller Finn Graa Jakobsen. Bemandede broer En af de første, vigtige opgaver på landsformandens bord er at sørge for at opruste SIND’s lokale repræsentanter. - SIND har faktisk repræsentanter i handicaprådene i 63 af de 98 nye kommuner, og det er en vældig udvidelse af antallet af aktive. Derfor handler det om at klæde dem godt på, så de ikke blot bliver gidsler, siger Finn Graa Jakobsen. Og det er netop i kommunerne, at det hele kan gå så rivende galt: - Distriktspsykiatrien er jo aldrig blevet udbygget, som det var meningen, da man nedlagde sengepladser på stribe. Og nu svigter samfundet gang på gang, når folk forlader sygehuset, for kommunen og distriktspsykiatrien er ofte ikke i stand til at tage over. Man sender måske en hjemmehjælper, men hvis manden ikke lukker op, vender man bare ryggen til, siger Finn Graa Jakobsen og hæfter sig ved, at sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen nu selv har talt for “bemandede broer”. - Vi vil gerne være med til at bygge de broer, men vi skal have noget byggemateriale, siger Finn Graa Jakobsen. Den store del af befolkningen hører mest om psykiatrien, når det er gået rigtig galt, som da politiet for eksempel skød og dræbte en psykisk syg mand i en 7-Eleven-kiosk på Frederiksberg i juni i år. - Vi vil bede om at få en havarikommission i psykiatrien, så vi kan opklare, hvad der er væltet her, siger Finn Graa Jakobsen, som også vil have sundhedsministeren til at ændre på den magt, som psykiatriske overlæger har med hensyn til at vurdere, hvorvidt en person kan blive indlagt. - Hvis du selv møder op og beder om at blive indlagt, så må du sgu da være sindssyg. Så skal du da selvfølgelig indlægges! Narkoman og sindssyg Finn Graa Jakobsen er også bekymret over det stigende antal unge, der dukker op på SIND’s væresteder: - Flere af dem har dobbeltdiagnoser. De har både en sindslidelse og et misbrug - som ofte er begyndt med hash. Men netop derfor risikerer de at blive afvist. I psykiatrien, fordi de er narkomaner, og på afvænningssteder, fordi de er sindssyge. Ingen vil have med dem at gøre. En anden ny og voksende gruppe af sindslidende er af anden etnisk herkomst: - Mange kommer med traumer, og så gør vi dem nok også selv sindssyge. Men det er et stort og alvorligt problem, fordi behandlingen af sindslidelser er mundtlig, og der kan være sproglige og kulturelle problemer, som ikke nødvendigvis kan løses ved hjælp af en tolk. Det samme problem opstår, når der mangler psykiatere, og man får udenlandske læger til Danmark. Det er ikke sagen i psykiatrien, siger Finn Graa Jakobsen. At turde melde sig ind Den nye landsformand vil også prøve at få medlemstallet op. SIND har gennem flere år haft cirka 5000 medlemmer. - Men vi regner med, at der er 50.000 sindslidende i Danmark og 500.000, som er berørt på en eller anden måde. Mange vil gerne være medlem, men siger, ”vi vil ikke have bladet”. De er bange for, hvad andre vil tænke, siger Finn Graa Jakobsen, som jo altså ikke selv deler den angst. På SIND’s landsmøde i sidste weekend blev der i øvrigt taget en epokegørende beslutning, der kan forbedre økonomien i foreningen. For første gang har man åbnet for donationer fra medicinalindustrien: - Men naturligvis helt uden bindinger. På den anden side: Hvis man æder så mange af deres piller, er det vel egentlig også rimeligt, at de betaler for noget af vores frivillige arbejde, siger Finn Graa Jakobsen.