Lidt tam koncert

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Smil, smil for f… - Det koster ingenting!, sagde rejsekongen Simon Spies. Det kunne orkestret lære noget af..

Der er ingen tvivl om, at i hele Strauss-dynastiet er det Johann Strauss den Yngre, der fylder mest, kvalitativt og kvantitativt. Det oplevede man onsdag også ved koncerten i Aalborghallen med østrigske K&K Philharmoniker (Kongelig&kejserlig). Østrigerne kommer sig aldrig over ikke mere at være et stort rige og et konge- og kejserdømme) Af Johann Strauss den Ældre fik vi naturligvis som afslutningsnummer "Radetzsky Marsch". Ellers var elleve af de 16 numre af valsekongen Johann Strauss den Yngre. Hans musik har da også den mest imødekommende charme, det lynende humør og det betagende temperament - og den stille vemod som i ekstranummeret "An der schönen blauen Donau.". Det kneb en del i første afdeling med at få musikken til at folde sig ud. Dirigenten Matthias Georg Kendlinger er den type dirigent, der slår takten uden at være sprudlende eller inspirerende, og orkesteret havde en lidt karakterløs og fad klang. Det gik så bedre i anden afdeling, uden at det virkede ganske overbevisende. Dirigenten begyndte nu pludselig at lave narrestreger og en skælmsk paukist bar sin del af underholdningen i Josef Strauss' sjove polka "Plappermäulchen!". Men musikerne var ikke til at vride et smil af, ikke engang, når de modtog applaus. De burde lære at kende Simon Spies' opsang til hans stewardesser: "Smil, smil for f… - Det koster ingenting!" Med orkesteret var efter bedste koncept fra de berømte nytårskoncerter et udmærket balletkorps, koreograferet af Viktor Litvinov, med en flot, koket og ekspressivt dansede primaballerina med partner. Sopranen Claudia Emà Camic sang sig stilrent igennem den wienerliedagtige valsearie "Draussen in Sievering" fra det posthumt sammenstykkede syngespil af Johann Strauss den Yngre "Der Tänzerin Fanny Elssler" og gav også en artig version af Adeles lille charmerende arietta fra "Flagermusen". Det blev en aften, der kunstnerisk var acceptabel. Dette være sagt som ros - og til trøst. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Johann Strauss Konzert-Gala K&K Philharmoniker og balletkorps Aalborghallen onsdag aften.