Ishockey

Lie et scoop

Morten Lie stortrives tilbage i White Hawks-lejren. Foto: Carl Th. Poulsen

Morten Lie stortrives tilbage i White Hawks-lejren. Foto: Carl Th. Poulsen

FREDERIKSHAVN:Det klogeste, White Hawks har gjort i år, var at hente den hurtige og teknisk begavede Morten Lie hjem fra Vojens. Sådan lyder det i en kommentar på AL-Bank Ligaens hjemmeside, og White Hawks-direktør Mogens Andersen tilslutter sig vurderingen - med en ikke uvæsentlig tilføjelse: - Jeg synes, vi har gjort mange kloge ting, blandt andet ved at hente Jaska Vilén efter vores dårlige start. Med den finske forward på holdet har vi vundet fem af seks kampe, pointerer Mogens Andersen. - Men Morten Lie har absolut også styrket os. Efter sin sæson i Sønderjyske er han blevet fysisk stærkere og tænker en tand hurtigere. Desuden nyder han gavn af kædemakkerskabet med Matt Davidson og Ilya Dubkov. De gør hinanden gode, siger Høge-direktøren. - Vi må ikke falde i svime Morten Lie bekræfter til fulde denne vurdering og roser hele holdet for at have hævet niveauet. - Gejsten er helt i top i øjeblikket, men vi skal passe på ikke at falde i svime. Det handler om at fortsætte det simple spil. Det er recepten på point, fastslår forwarden, der fylder 23 år i dag og har en sejr i aftenens hjemmekamp mod Totempo blandt ønskerne. - Vi tabte 0-1 derovre, men bør få revanche, hvis vi holder stilen fra de seneste kampe. Et af sæsonens store mål for Morten Lie er VM i Schweiz til april næste år. - Jeg sigter klart efter en plads i truppen, men der er lang vej endnu, og i første række gælder det klubholdet.