Teater

Lieder, opera og operetter

Ji-Min Park nåede gennem hele følelsesregistret, da han åbnede Aalborg Operafestival årgang 2010. Her er han sammen med pianisten Ingrid Surgenor. Foto: Lars Horn, Baghuset

Ji-Min Park nåede gennem hele følelsesregistret, da han åbnede Aalborg Operafestival årgang 2010. Her er han sammen med pianisten Ingrid Surgenor. Foto: Lars Horn, Baghuset

Der blev lagt et ganske højt niveau i Aalborg Operafestivals åbningskoncert i Utzoncentret torsdag aften med tenoren Ji-Min Park og hans akkompagnatrice Ingrid Surgenor. Aftenens program spændte vidt: fra lieder over popprægede "Because" og operaarier til operettenumre. Første afdeling bestod af lieder. Park lagde ud med "Aufenhalt" fra Schuberts "Schwanengesang", der blev fulgt op af "Ganymed", og han viste her sin præcision med hensyn til tekstfortolkning. Schubert-afdelingen rundedes af med lieden "Am Feierabend" fra sangcyklussen "Die schöne Müllerin" om den stakkels møllersvend bekymringer over, at han, da lørdag aften kommer, ikke har kunnet udrette mere end andre og dermed tiltrukket sig den skønne møllerdatters opmærksomhed. Nænsomt og fyldt med følelser gelejdede Park publikum igennem denne klassiker. Efter en afdeling med tre Richard Strauss-lieder fulgte overraskende Edvard Griegs og H.C. Andersens "Jeg elsker dig", først på tysk og så i en uklanderlig dansk gengivelse, hvorefter afdelingen sluttede med Guy D"Hardelots evergreen "Because". Anden afdeling var helliget opera- og operettearier. Her var Don Josés arie om blomsten, som Carmen kastede til ham, og som var hans eneste trøst i fængslet. "La fleur que tu m"avais jetée" blev tolket ud i hele følelsesregisteret. Det samme gjaldt Rodolphes store arie "Che gelida manina" fra "La Boheme". Nonchalancen og overfladiskheden demonstreredes stilsikkert. Programmet sluttede i operetteafdelingen med Lehars sødmefyldte musik, først fra den relativt ukendte operette "Giuditta" Octavios livsbekræftende arie "Freunde, das Leben ist lebenswert" og derefter som ekstranummer "Dein ist mein ganzes Herz" fra "Smilets land". Ji-Min Park har en ganske stor og meget behagelig stemme, tæt og mørk i klangen er den med en fin og letforståelig tekstudtale. Han demonstrerede de klanglige variationsmuligheder i stemmen med stjernestunder som "Kuda, Kuda" fra "Eugen Onegin" og den sjældent hørte "Avete torto" fra "Gianni Schicchi". Mange af denne recitals numre blev opdimensioneret helt ud i operaernes scenegang. Ingrid Surgenor er en fantastisk virtuos akkompagnatrice, der danner musikken i eminent samklang med Park. Her er ingen forbiere. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Ji-Min Park Aalborg Operafestival i Utzoncentret Åbningskoncert torsdag aften