LIF-formand: - Open Air skal fortsætte

Lægger op til at der også er musik-arrangement i Løgstør i fremtiden

Lasse Damsgaard
Lars Erik Bengtsson, formand for Løgstør Idrætsforening: - Løgstør Open Air skal fortsætte. Arkivfoto: Jens Morten
Løgstør 26. november 2014 09:25 - Opdateret 26. november 2014 12:40

LØGSTØR: - Løgstør Open Air må ikke lægges død. Der er så mange gode ting bygget op omkring arrangementet, at det vil være en katastrofe, hvis ikke det fortsætter.

Det er holdningen hos formanden for Løgstør Idrætsforening, Lars Erik Bengtsson, efter bestyrelsen for Løgstør Open Air mandag aften meldte ud, at 2014-arrangementet ikke giver en krone i overskud. Og at det derfor nu bliver op til Løgstør Idrætsforenings bestyrelse at afgøre, om der også skal være musikfest næste år i den fredede Christiansmindeskov bag Løgstør Hallerne.

Det er Løgstør Idrætsforening, der i sin tid etablerede Løgstør Open Air. Det skete i forbindelse med idrætsforeningens 100 års jubilæum.

Tanken var, at musikfestivalen skulle være med til at skaffe penge til ungdomsafdelingen i idrætsforeningen.

Efter gennem flere år at have givet pæne overskud, så har det de senere år knebet gevaldigt med at få penge ud af de store anstrengelser som både open air-bestyrelsen og de mange hundrede frivillige lægger.

Men det til trods, så er formanden for idrætsforeningen altså indstillet på, at arrangementet skal fortsætte.

- Måske ikke nødvendigvis i den form, det har nu. Det må vi drøfte med open air-bestyrelsen, siger Lars Erik Bengtsson, der personligt godt kunne forestille sig et arrangement, hvor det musikalske ambitionsniveau bliver sænket.

En stor havefest

- Der er jo noget som tyder på, at et gigantisk musikbudget på langt over en million kroner ikke er det der skal til i Løgstør. Jeg tror der er rigtig mange, der gerne vil komme til Løgstør Open Air næsten ligegyldig, hvilken musik der diskes op med. I hvert fald med nogle bands, der ikke er så dyre som dem der har spillet de senere år, siger Lars Erik Bengtsson, som godt kan forestille sig at Løgstør Open Air omdannes til det der vel bedst kunne betegnes som ”en stor havefest for hele byen”.

- Til en havefest behøver man ikke Nephew til at spille op som hovednavn. Det kan sagtens være et billigere upcoming band kan gøre det til en lige så god havefest, siger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...