Lig af kvinde driver i land på Fanø

En obduktion skal afgøre, hvordan kvinde er død. Foreløbig tyder det ikke på en forbrydelse, oplyser politiet.

Lig af kvinde driver i land på Fanø

En kvinde blev mandag fundet død ved Rindby Strand på Fanø. Hendes lig er drevet ind på stranden, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der er på nuværende tidspunkt ikke mistanke om, at hun har været udsat for en forbrydelse, men liget vil blive obduceret tirsdag for at finde dødsårsagen.

Liget har formentlig ligget i vandet i et stykke tid.

Politiet anslår kvindens alder til at være 50-60 år, men muligvis er hun ældre.

Hun beskrives som lys i huden, cirka 170 centimeter høj og med en vægt på cirka 62 kilo. Hun har langt mørkt hår, der muligvis er gråsprængt.

Kvinden har lange negle, dårligt vedligeholdte tænder og et stort og et mindre operationsar omkring venstre hofte, oplyser politiet.

Hun har mørkeblå cowboybukser på af mærket Express, sorte trusser og hvid t-shirt.

Politiet har ikke modtaget anmeldelse af savnede kvinder, der svarer til den fundne kvinde, men hører gerne fra folk, der har oplysninger om en person, der svarer til beskrivelsen.

/ritzau/