Sverige

Lig fra "Inge Birthe" måske fundet

GÖTEBORG:Den svenske kystbevogtning har bjærget et lig, der flød på havoverfladen ud for Göteborg. Det kan være en af de to nordjyske fiskere, der har været meldt savnet, siden de forliste med kutteren "Inge Birthe" 27. august. Hvorvidt det er det eller ej, afgøres i løbet af i dag, oplyser kriminaltekniker Leif Delff fra Göteborg Politi. Liget har ligget så længe i vandet, at det ikke umiddelbart kan identificeres, og derfor er det indbragt til retsmedicinsk undersøgelse i Göteborg. - Vi kan ikke bare lave fingeraftryk eller lignende. For at identificere ham, må vi undersøge tænderne, siger Leif Delff. Derfor vides det ikke endnu, hvem manden er. - Det kan være en anden, men vi har ingen konkrete personer savnede i Sverige, siger kriminalteknikeren fra Göteborg. Og geografisk er det ikke utænkeligt, at det kan være en af de to fiskere fra Strandby ved Frederikshavn, der er drevet til Sverige. Kutteren "Inge Birthe" forliste nemlig mellem Læsø og den svenske vestkyst. Dykkere fra Søværnets Operative Kommando ledte de efterfølgende dage efter fiskerne, men 2. september blev redningsarbejdet indstillet. Nu - næsten en måned senere - er der altså fundet et lig af en mand i havet ved Göteborg. Det var besætningen på et fly fra den svenske kystbevogtning, der onsdag formiddag fik øje på en krop i havoverfladen. Det oplyser Christer Hartvigsson fra Kustbevakningen Göteborg. Flyet kredsede om liget, indtil en helikopter og senere en kystvagtbåd kom til stedet for at bjærge liget.