Naturkatastrofer

Lig i opløsning i Filippinerne

manila: Filippinske redningsfolk må udmattede kæmpe sig frem i mudder og stanken af død for at hjælpe de overlevende efter en ødelæggende storm og oversvømmelser. Over 650 mennesker er omkommet. Regeringen i Manila og Røde Kors har appelleret om hjælp for at kunne føde og huse flere end 35.000 mennesker, der har klumpet sig sammen i evakueringscentre på øen Mindanao. Imens forsøger soldater at hale døde ud af mudderet. Der er mobiliseret 20.000 soldater til operationen. - Ligene går alt for hurtigt i opløsning, fordi ofrene er druknede, og fordi det mudrede vand er inde i kroppen på dem, siger en lokal freelancejournalist. Filippinsk Røde Kors oplyser, at 632 mennesker er bekræftet døde, mens antallet af savnede er 808. Stormen Wasi ramte Mindanao fredag og gik hårdt ud over havnebyerne Cagayan de Oro og Iligan på den nordlige del af øen./ritzau/AFP