Lig lå i skov

RINGSTED:En motionist undrede sig, da han søndag eftermiddag fandt nogle knogler i Valsømagle Skov ved Haraldsted nær Ringsted. Han gik til politiet, der fandt et nedgravet lig i skoven og dermed betragter fundet som en drabssag. Personen har ligget i skoven i længere tid. - Vi taler nok om måneder og måske helt op til et år, siger politiinspektør Magnus Andresen fra Midt- og Vestsjællands Politi, der leder efterforskningen. Politiet ved ikke, om det er liget af en mand eller kvinde, hvor gammel vedkommende var, eller hvordan personen blev slået ihjel. /ritzau/