Liga-trænere på usikker cykeltur

Fem fyringer i år giver Fox-træner Heine Eriksen stof til eftertanke

FREDERIKSHAVN:1. januar var det de samme 12 trænere, der stod i spidsen for de 12 hold i kvindernes HåndboldLiga, som indledte sæsonen. Godt en måned senere konstaterer træneren for Fox Team Nord, Heine Eriksen, at de "12 små cyklister" er reduceret til syv. På stribe er Christian Dalmose, Ikast/Bording, Morten Arvidsson, Randers HK, Kenneth Jensen, Aalborg DH, Søren Haagen, GOG og senest Jan Laugesen, Kolding IF, "kørt i grøften" - fjernet fra deres job. - Og det giver da god grund til overvejelser, siger træneren for det nedrykningstruede, nordjyske mandskab, som i eftermiddag har noget nær kniven for struben, når holdet på egen boldgade møder Horsens HK. - Vi har syv kampe tilbage, og vi skal regne med, at de fire skal give sejr, for at vi kommer væk fra nedrykningspladsen, forudser Heine Eriksen. Når han gør sig sine overvejelser omkring jobbet som træner for et HåndboldLiga-mandskab, så er det jobbet som sådan generelt, han bekymrer sig om. - Jeg tror ikke, vi har set den sidste fyring i kvindernes HåndboldLiga endnu - men jeg frygter ikke for mit eget job. Jeg har fået al den opbakning, fra såvel klubbens ledelse som fra spillerne, jeg kunne ønske mig. Men hele udviklingen synes jeg er bekymrende. - Jeg vil godt erkende, at vi trænere i ligaen er godt lønnede. Spillernes løn er gået op. Det er vores også. Men med det pres, der fra klubbernes side efterhånden lægges på trænerne, så må de samme ledere også regne med, at der fortsat skal mere på bordet til trænerne. - Man skal virkelig være glad for sit job og sin branche, for at blive i gamet, og jeg vil da overveje situationen nøje, lyder det fra Heine Eriksen. Han har aftalt med ledelsen i Fox Team Nord, at man ser situationen an i løbet af februar. - Klubben skal have klarhed over spillerstaben til næste sæson - så sætter vi os ned og diskuterer min situation, lyder det fra endnu en af de trængte trænere i verdens bedste håndboldrække. Når Heine Eriksen føler sig trængt, så er det altså mere den sportslige situation for ham og hans mandskab. Men han er ukuelig optimist, og synes også, han har noget at have sin optimisme i. - Vi har et godt program tilbage, og vinder vi de rigtige kampe, over Sønderjyske og SK Århus, som vi har besejret for nylig, ja så kan tre sejre måske gøre det for os. men vi skal have point på kontoen nu, det erkender jeg. Sygdom i truppen - Vore kampe her i januar har været rigtigt opmuntrende, især hjemme, og det var sort uheld, at vi ikke fik point sidst mod Randers (30-32, red.). - Nu har vi så haft en del sygdom i truppen i ugens løb, idet Olga Hoffmann, Mette Nielsen og Gitte Aaen har været plaget af influenza, og Ingrid Hrckovas skulderskade driller fortsat, så vi næppe får hende på banen. Men de tre førstnævnte forventer jeg klar, og holder vi samme niveau, som i kampen mod Randers, så vinder vi. Horsens har haft et formdyk og tabt fire kampe på stribe. Nu skulle holdets skadede spillere være klar igen, men om det bringer mandskabet så højt op i omdrejninger, at det ligefrem kan gøre livet yderligere besværligt for deres tidligere træner Heine Eriksen, er en anden sag. - Vi ved, hvad det handler om, og vi skal have den sejr nu. Vi er tilbage i vor egen hule i Idrætshallen i Frederikshavn, så jo - jeg tror på, at vi løser opgaven, er Fox-trænerens forudsigelse.