Ligatopscorer forstærker danske håndboldkvinder

Klavs Bruun Jørgensen har udtaget SK Aarhus-backen Anna Sophie Okkels til de kommende EM-kvalifikationskampe.

Efter playmaker Lærke Møllers alvorlige skade i sidste uge har der stået en plads åben hos de danske håndboldkvinder forud for EM-kvalifikationskampene mod Tyrkiet og Portugal.

Den plads har landstræner Klavs Bruun Jørgensen nu valgt at besætte med SK Aarhus-spilleren Anna Sophie Okkels, der både kan spille venstre back og playmaker.

- Den kommende samling er sidste mulighed for at se spillere an, inden vi samler VM-truppen i slutningen af november.

- Og nu har vi valgt at indkalde Anna Sophie, der har haft en rigtig flot sæsonstart, siger landstræneren i en pressemeddelelse.

Formstærke Okkels er suveræn topscorer i Boxer Dameligaen med hele 41 mål efter fem kampe. SK Aarhus fører lige nu overraskende rækken med otte point.

Klavs Bruun Jørgensen forklarer desuden udtagelsen med Okkels' åbenlyse kvaliteter i forsvaret, hvor hun kan bruge sin stærke fysik.

- Vi ved godt, at hun spiller meget venstre back i klubben, og det kan da også være, at vi prøver hende på den position, men udgangspunktet er, at hun spiller playmaker hos os, siger han.

Danmark spiller mod Tyrkiet i Aarhus 8. oktober, og holdet møder Portugal på udebane tre dage senere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst