Ligatræner til Aars

Bo Pedersen skifter i næste sæson Mors ud med Aars HK

BO PEDERSEN, der tidligere har spillet for blandt andre AaB og nu er assisterende træner for Mors-Thy, skal næste sæson stå i spidsen for Aars HK's førstehold herrer. Arkivfoto

BO PEDERSEN, der tidligere har spillet for blandt andre AaB og nu er assisterende træner for Mors-Thy, skal næste sæson stå i spidsen for Aars HK's førstehold herrer. Arkivfoto

Bo Pedersen, der i denne sæson er tilknyttet Mors-Thy Håndbold som assisterende træner for klubbens Liga-herrer, bliver i næste sæson træner for Aars HK's herrer i 2. division. Han kommer til at stå i spidsen for Aars Håndboldklubs 1. hold herrer i sæsonen 2009/10, idet han til sommer afløser Ole Kuhr, der netop er tiltrådt i trænerjobbet. - Det har hele tiden været aftalen, at Ole Kuhr kun skulle været træner i et halvt år hos os. Vi kunne ikke få Bo allerede til jul, for han var låst af sin aftale på Mors, siger Axel Heisz Pedersen, formand for Aars Håndboldklub. Ole Kuhr har netop afløst tidligere træner Peter Hansen, der blev fyret i december sidste år efter en stribe dårlige resultater i efteråret. - Det er en overgang for at se, om vi kan få kickstartet holdet. Vi kom da også godt fra start sidste weekend, siger Axel Heisz Pedersen. Han synes, at trænersituationen nu ser rigtig god ud, og er sikker på, at klubben i Bo Pedersen har fundet en mand, der har masser af erfaring både som spiller og som træner. Ifølge Axel Heisz Pedersen agter Bo Pedersen at fortsætte sin uddannelse inden for DHF for at blive elitetræner. Den kommende Aars-træner er 37 år. Privat bor Bo Pedersen i Dronninglund. Han har spillet håndbold på topplan igennem de sidste 15 år, blandt andet i Kolding IF og AaB samt et enkelt år i Østrig. - Vi ser meget frem til samarbejdet med Po Pedersen. Vi håber selvfølgelig, at det bliver et 2. divisions hold han kommer til at stå i spidsen for, men det er heldigvis ikke et krav fra hans side, siger Axel Heisz Pedersen.