Lige efter bogen - næsten

Ny formand for TV 2/Nords bestyrelse, lokal HK- og LO formand, kunne ikke drømme om at købe en sort gris eller snyde med momsen. Men ellers vil Ole Carlsen ikke snyde sig selv for både sang, musik, litteratur - og madlavning

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ole Carlsens faglige mål spænder bredt, og tilsyneladende hænger de godt sammen med hans personlige præferencer i en blanding af skarp principfasthed og musisk sans for mildere sider af livet: fra planer om at hvæsse de journalistiske knive på tv2nord til at støtte det nye musikhus i Aalborg. Det første er sundt for debatten, og det sidste vil alle nordjyder glæde sig over, når det først er der, siger han.

Man kan ganske vist ikke se for sne, at vejen til 286A på Lønstrupvej lige neden for Vennebjerg Kirke lige er blevet renoveret. Og heller ikke efter tø kan man se, at det blev gjort efter regning og med moms. Det er også Ole Carlsen det samme. Han har betalt efter reglerne, og det er pointen. Når han overhovedet fortæller det, er det i en snak om pamperi. Det ligger vel lige for, når man er både HK-formand for hele Vendsyssel, LO-formand i omtrent det halve og tilmed i bestyrelsen eller formand for en masse andre indflydelsesrige organisationer i Nordjylland, kunne man tro? Han griner til spørgsmålet, men der er ikke noget, der ellers afslører, at han nu spræller i nettet, selv om der er nogle kilo, der hopper velfornøjet ved forventningen om den anekdote om grisen, som skal være bevis for hans kategoriske afvisning: Han købte den, grisen, hos en gårdejer i nabolaget, og da den var delt i tre stykker og klar til hjemtransport, var det, at Ole Carlsen sagde, at han jo også skulle betale moms. - Nå, vil du det, sagde gårdejeren. Jamen det skal du skam også få lov til… Ole Carlsen fører sin hånd med de imaginære ekstra sedler op til skjortens brystlomme, og historien bliver ikke ringere af, forstår man, at han snart efter hørte den igen fra en anden nabo, hvis datter var fodermester på den første gård… - De synes, jeg er for dum…klukker Ole Carlsen og hygger sig med, at det ikke er en hemmelighed, der kun fortælles, når han ikke er til stede... Skarpt blik eller hvad? Vi bliver enige om, at pamperi er sådan noget, som for nylig blev afsløret i lærerstandens lejlighedskompleks i hovedstaden, og at det ikke er kønt. Så et enkelt krydstjek må afgøre sagen: Nej, Ole Carlsen er heller ikke medlem af nogen logeagtig organisation, for det strider imod hans demokratiske principper, at hvem som helst ikke kan blive medlem sådan et sted. Så var det her, man godt kunne tale om det omvendte princip i eksklusivaftaler, men vel: hvem orker dét med en garvet fagforeningsformand? Om han så nok så agtværdigt har lagt sine mere eller mindre givtige ben til offentligt skue på nettet og tilmed har planer om at foreslå sit eget honorar på 150.000 kr. om året for at være tv2nord-formand enten afskaffet eller sat ned. - Fordi det er engagementet og lysten, der skal få én til at tage de poster. Ikke pengene, siger han. Så kan man måske blive mindre skarp i blikket… Det synes Ole Carlsen nu ikke, at han selv har været, selv om han har siddet i tv-stationens bestyrelse i ti år og nu altså som formand er den, der i løbet af foråret skal stå i retten over for den fyrede direktør i en strid om overforbrug og vildledning. Han har sagt det i medierne tidligere, og han gentager det gerne: - Vi fik ikke det at vide, der reelt foregik, og vi stolede på, at den revisor, vi havde hyret til at være vores rådgiver, også var det. Et andet liv Selv om Ole Carlsen bruger de fleste af 60 timer om ugen på sine formandsjobs med tilliggende sideposter – han siger, han er 2/3 HK-formand og 2/3 LO-formand! – er det faktisk ikke hele hans liv at sidde med ved de beslutningsdygtige borde eller at profilere en politik, som skal formidle den viden ud til medlemmerne, at de virkelig får noget for pengene, når deres fagforening holder fast i uddannelse og almindelig retfærdighed - f.eks. i de faglige sager om psykisk arbejdsmiljø, arbejdsskader og erstatninger, som føres for medlemmerne i stigende tal. Han blev mindet om, at der er andre ting i livet, da han overtog LO-formandsposten efter sin gode ven, Poul Middelfart. - Der var ikke det, han ikke skulle, når han gik af. Det ene og det andet …og så døde han pludselig. 58 år. Man skal være her, mens det er nu... Tid til nu-tid Og nu er altså på den mark ved Vennebjerg, der gennemskæres af den fine, moms'ede grusvej. Med vidt til siderne og højt til himlen og en have, som aldrig er finere, end når den som nu er barmhjertigt dækket af sne, forstår man. Ole Carlsen og hans kone i andet ægteskab har boet her i 14 år. Med barndomshjemmets klaver, som han – ligesom af og til som akkompagnatør til faglig fællessang - trakterer med højre hånd og skomagerbas, og med både hjerte og rum til børnebørn, som står tit og højt på listen over, hvad der skal være tid til. Desuden med et køkken, hvor husherren selv lægger op til sin yndlingssport, bodybuilding med kniv og gaffel, og hvor induktionskogepladerne er den vildeste luksus. Pengene går nemlig til andre ting end inventar og tøj, forklarer Ole Carlsen. Først og fremmest til rejser. - Vi sparer op, så vi kan komme lidt længere væk hvert andet år, fortæller han – på egen hånd i nogle uger så langt borte som i Brasilien og New Zealand. Mange og tykke bøger i reolen fra eksotiske rejsemål vidner om grundig forberedelse, men de er ikke husets eneste bogsamling. Et par skønlitterære bøger om ugen var førhen så at sige daglig kost, tit læst som samlede forfatterskaber, og Ole Carlsen har, siger han, læst i hundredvis af bøger om det 20. århundredes historie. Og var det ikke for den livsbane, det nu blev, ville han nok have gravet dybere rent bogstaveligt, svarer han på forlangende. Som historiker eller arkæolog, måske. Netværk Men nu blev det så det faglige arbejde med tråde til den politiske familie, Socialdemokraterne. Drevet af oprør mod uretfærdighed, lyst og engagement til at gøre noget ved det og med stor beundring for og inspiration fra de tillidsfolk, der med hjerte og ildhu gør et stort og, mener han, i virkeligheden alt for upåagtet arbejde ude på arbejdspladserne – for kollegerne og også for virksomhederne som bindeled og medspillere. Men det bedste? - Jeg vil gerne være, hvor beslutningerne træffes, erkender Ole Carlsen. For min egen skyld og for de medlemmer, vi har. Men det mest værdifulde er netværket - som ikke er noget med at gøre nogen tjenester, minder han lige om. Hvis ikke man kan støtte hinanden, var man ingenting. Man må have den fortrolighed, den tillid, som gør, at man kan drøfte ting og dele hinandens indsigt, så samarbejdet både med og uden dagsorden kan bruges til noget fornuftigt, mener han. Morgengymnastik Nu er også evnen til at være, hvor han er. Ole Carlsen har ganske vist for det meste og helt konkret arbejde med hjem og betragter det som en behagelig frihed, at han kan operere fra sit veludstyrede, elektroniske hjemmekontor. Men han tager ikke arbejde med hjem i overført betydning. En halv time på øjet - og han er stillet om til privat. Til vellystig jonglere med grydeskeer som sagt og af den grund til kalenderfast morgengymnastik hver anden dag og næsten lige så mange ture i nabolaget med hustru og hund, som parret bestræber sig på at gå... Men altså ikke så meget til haven, at det tilnærmelsesvis er en lidenskab. Den er til udsigt ud over vidderne og den høje himmel. Til at begynde med, da parret var flyttet til Vennebjerg, var det for resten også fra haven, Ole Carlsen gentagne gange over for sine børn pegede på en stump gavl i horisonten og pralede lidt med, at de skam har Niels Hausgaard som nabo. - Det blev nok for meget, funderer Ole Carlsen, for en dag satte min datter et bånd på fra Skagen Visefestival, og ud i stuen lød en sang med Hausgaard: "Nåbo - haj er træls..." Siden nævner jeg det aldrig...