Frederikshavn

Lige i hovene på Tina Lund

HOLTE:En rytter fra Frederikshavn Rideklub, Thomas Hougaard, var lige i hovene på den senere danske mester - i øvrigt mangedobbelt dansk mester og deltager i TV-succesen "Vild med Dans" - Tina Lund, da Dansk Ride Forbund med Holte Rideklub som arrangør i weekenden afviklede de første officielle danske indendørs mesterskaber i ridebanespringning. I fredagens opvarmningsklasser fik Thomas Hougaard på La Kendra en nedrivning i MB 135 Cup A. Lørdag bød fejlfri runder. Og Thomas Hougaard, som netop er rykket op fra junior, red 1. afdeling af DRF mesterskabet med en placering som nr. otte ud af 25 deltagere. Det rakte til kvalifikation til 2. afdeling af DM. Spændingen i finalen holdt til sidste øjeblik på en krævende bane med hele 14 spring. Mesterskabet blev vundet af Tina Lund og Zamiro, der red med nul fejl i tre runder og tiden 35,24 sekunder i omspringningen. Linnea Ericsson og Hermes 120 blev toer med Thomas Majlund og Carlos Cantus på en 3. plads Thomas Hougaard, som også kom til finalen med nul fejl, fik en nedrivning, og dermed glippede omspringningen. Alligevel nåede han og La Kendra en samlet 4. plads første gang, han deltog som senior.Jens