EMNER

Lige nu er der meget vasken hænder

Marianne Jelved er stadig i spidsen for sit parti, men det er lidt besværligt, indrømmer hun

Er det besværet værd? Spørgsmålet falder meget naturligt, da Marianne Jelved lige har indrømmet, at det ikke ligefrem er en ønskesituation, at anonyme gruppefæller mener, at hendes tid som partileder er forbi efter denne sommer. - Jeg føler ikke nogen trang til at udøse mit hjerte i offentligheden, men enhver kan regne ud, at det er besværligt i et eller andet omfang, men sådan er det, lyder svaret fra Marianne Jelved, der udløser det oplagte spørgsmål, om det egentlig er besværet værd. Svaret falder derimod først efter en pause, der er meget længere end Marianne Jelveds ellers lange pauser. Før det kommer dertil, har Marianne Jelved dog alt muligt andet på dagsordenen denne torsdag, hvor hun har taget en kort pause fra Folketingets afslutningsdebat til en snak om hendes eget og partiets år. Inde i Folketingssalen er Marianne Jelved lige blevet færdig med endnu en ordveksling med statsministeren, som hun mildest talt ikke er enig med om skattepolitikken - eller ret meget andet for den sags skyld. - Det er fantastisk vanskeligt at få partierne ud af de fastlåste positioner og få dem til at tage fat på den store udfordring, det er at forøge arbejdsstyrken de næste år. Statsministeren har lige bekræftet, at det er en af de store udfordringer, og jeg tror ikke på, at vi løser den uden flere reformer. Men det er der ikke rigtig lyst til at snakke om lige nu, og det er slet ikke lykkedes os at skabe den opinion, der skal til, lyder Marianne Jelveds vurdering af, hvad der ikke er gået så godt i årets løb for Det Radikale Venstre. Samtidig beskriver hun året som et godt arbejdsår, hvor De Radikale har været med i flere store forlig og har fået radikal politik igennem på flere områder. - Jeg synes, der er en hel del ting, der er lykkedes for os i år. Det er lykkedes at få regeringen til at indgå en aftale om tilbagetrækning af de danske tropper fra Irak, og det er vi ret glad for. Vi ser begivenheden i dét positive lys, at regeringen genetablerer det brede samarbejde om udenrigspolitikken, siger Marianne Jelved. Nedtur Andre ting er dog mildest talt ikke gået særligt godt for Det Radikale Venstre. For et år siden red partiet på en bølge af begejstring og gode meningsmålinger. Marianne Jelved skulle bare svinge håndtasken, så lagde kritikken sig, men så gik det galt. Partiet brød med Socialdemokraterne og lancerede ”Den anden vej”, hvor De Radikale blandt andet stillede ultimative krav om skattereform og en opblødning af indvandrerpolitikken. Selvom det ikke ligger til partiet at være ultimative, gik Marianne Jelved skridtet videre og krævede statsministerposten og egen søjle i meningsmålingerne. Så vendte opturen, og partiet med Marianne Jelved i spidsen begyndte en nedtur, som har halveret partiet i meningsmålingerne. - Det er et eksempel på, hvordan hverdagen går op og ned, og det må man være forberedt på i det politiske arbejde. Det har jeg faktisk prøvet før. Det vender på et tidspunkt - normalt i hvert fald, prøver Marianne Jelved, og forklarer, at det slet ikke er hendes person, der er interessant, men derimod partiet. Opbrud Marianne Jelved vil heller ikke kalde det en fejl, at hun stillede ultimative krav. - Når jeg brugte ordet ultimative, så var det for at illustrere, at kontraktpolitikken også er ultimativ - det slap jeg åbenbart ikke så godt fra, men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg får ikke noget ud af at tænke bagud, siger hun. Den radikale nedtur kulminerede, da Naser Khader for en måned siden tog sin popularitet og gik sin egen vej. Flere radikale fulgte, og en del af dem, der var tilbage vendte vreden mod partilederen. - Jeg tror ikke, vi kunne have undgået, at Naser Khader gik - uden at jeg vil ind i det, for det kan godt blive lidt personligt. Der er mange gode forklaringer, men jeg har ikke noget negativt at sige. Det er meget konsekvent gjort af ham, og jeg er ikke sur eller vred. Jeg er lidt ærgerlig og ked af det, men det er, hvad det er, siger Marianne Jelved, der pligtskyldigt gør sit job som politiker og partileder og forsøger at se det gode i situationen. - Ny Alliance skaber flere muligheder og har opnået det, som vi har arbejdet på hele året nemlig at bryde blokpolitikken, som hun siger. Håndvasken Marianne Jelved virker nu heller ikke hverken sur eller vred over udviklingen i dansk politik. Måske lidt inde i Folketingssalen, når statsministeren ikke vil fortælle, hvordan indvandrerne skal komme i job, men det er en del af jobbet. Uden for salen i en af de små kroge i Vandrehallen er humøret fint. Hun tager gerne ansvaret, for det hører med til jobbet, og hun kan endda grine af, at uanset, hvad der sker, så er det gode ved dansk politik, at alle bliver populære - om ikke andet, så når de stopper. Til gengæld kniber det med at skjule irritationen over, at hun skal tage ansvaret helt alene. - Lige nu synes jeg, der er rigtig meget vasken hænder. Og der er rigtig meget med, at det er mig, der har kommunikeret dårligt, men ikke desto mindre, så ved enhver taxachauffør, at vi vil noget andet. De ved også, hvad hovedpunkterne er i ”Den anden vej”, siger hun med henvisning til de anonyme gruppemedlemmer, der netop ser Marianne Jelved som skurken i den radikale nedtur. Og det er som nævnt besværligt at have sådan nogle beskyldninger flyvende over fra håndvasken. Derfor falder svaret på om det også er besværet værd først efter mere en ti sekunders tavshed. - Det er klart, at mit arbejde i de her år ikke er båret af mine personlige ambitioner. Det jeg har gjort, har jeg gjort i samdrægtighed med landsforbundet, som har leveret pengene til at køre kampagnerne med mig som statsministerkandidat. I den forstand er det ikke mig personligt, men det er mig som leder af folketingsgruppen, der bærer opgaven, der følger med det. Det har jeg gjort for partiets skyld, og det har jeg det ikke dårligt med, det har jeg det faktisk godt med, siger Marianne Jelved. Kursjustering Nu er Det Radikale Venstre gået ind i en såkaldt strategifase, hvor der skal findes en ny vej frem. Det kan sådan set godt blive ”Den anden vej” eller en tredje vej for alt er på bordet i det radikale studiekammer, hvor kronprinsesse Margrethe Vestager sidder for bordenden. Marianne Jelved vil ikke sige meget om, hvor hun gerne ser partiet gå hen eller om hun er den rette til at gå i spidsen det næste stykke vej. - Det er ikke mig, der er interessant - det interessante er, hvad Det Radikale Venstre kan politisk, siger hun. Hvad det er eller bliver er dog ikke så let at få et bud på. På den ene side er politikken ikke ændret, men på den anden side, vil Marianne Jelved ikke længere afvise hverken den ene eller den anden statsministerkandidat. - Vi prøver at vurdere situationen på ny, og det kan give anledning til mange forskellige ting. Jeg kan ikke svare på det, for jeg kender ikke resultatet af den proces, som Det Radikale Venstre er i, og jeg vil ikke kortslutte den, lyder det lidt svævende svar fra partiets leder gennem snart 20 år. I den tid har hun været gennem andre kriser, og hendes lederskab er blevet udfordret før. Hun er blevet spurgt et utal af gange, og ved afslutningen på folketingsåret giver hun per automatik og med et grin det eneste svar, der er at give på spørgsmålet, om hun også er partileder i det nye folketingsår. - Helt bestemt, helt bestemt.

Forsiden