Lige så mange for som imod nationalpark

Over 800 har skrevet under på både "normal" vis og digitalt for en nationalpark i Lille Vildmose

LILLE VILDMOSE: Der er nærmest gået valgkampsstemning i nationalpark-projektet. Folkene bag underskriftsindsamlingen FOR en nationalpark i Lille Vildmose fortæller om heftig aktivtet både hvad angår folk, der vil skrive under, samt folk, der vil hjælpe til med underskriftsindsamlingen. - Det går fan'me godt, udbryder en af initiativtagerne, Bent Bundgaard. I går havde han omkring 300 underskrifter fra nærområdet omkring Lille Vildmose samt 250 udenfor, som er Aalborg, Hals og Nibe kommuner. Men det er kun nogle af underskrifterne. På hjemmesiden 'www.nepenthes.dk' kunne man i går klokken 12.17 læse, at 51 fra nærområdet samt 275 fra "Øvrige Danmark" havde skrevet under. Eller rettere tastet deres navn og adresse ind på den digitale underskriftsindsamling. Dermed har initiativtagerne for en nationalpark fået over 800 underskrifter ind på under 14 dage og dermed ligger man nu stort set side om side med underskriftsindsamlingen, som borger- og lodsejerudvalget har indsamlet imod en nationalpark i Lille Vildmose. Pudsigt nok, så er der faktisk navnesammenfald i de to underskriftsindsamlinger. Ikke den digitale og "almindelige" underskriftsindsamling, men der er folk, der har skrevet under på både borger- lodsejerudvalgets papir samt underskriftsindsamlingen for en nationalpark. - De føler, at landmændene er blevet behandlet dårligt og ønsker ikke en kæmpestor nationalpark. Derfor har de skrevet under på den ene. Men på den anden side vil de gerne have, at der kommer en nationalpark. Derfor har de skrevet under på den anden, fortæller Bent Bundgaard, der forventer, at antallet af underskrifter for en nationalpark vil stige endnu mere.