Lige til højrebenet

Jakob Gammelgaard
Hes­te fyl­der me­get på ef­ter­sko­len. Det er et nyt om­rå­de for Car­sten Lar­sen. Foto: Hans Chri­sti­an Jacobsen
Skolevæsen 1. maj 2007 06:00

VITTRUP: Det er måske ikke så nemt overtage og videreudvikle noget, der i forvejen er en stor succes. Men Carsten Larsen havde en særdeles god mavefornemmelse da han besøgte Vittrup Efterskole første gang, og nu flytter han snart ind i forstanderboligen. - Det er jo en skole, der ligger lige til højrebenet. Torben Christensen har lavet et imponerende stykke arbejde, siger Carsten Larsen, der allerede startede for en lille måned siden, hvor han kom på skolebænken hos Torben Christensen, der nu har valgt at forlade sit livsværk. Vittrup Efterskole blev grundlagt i 1993, og har siden haft lange ventelister og en god og sund økonomi med mere end en million kroner i overskud om året. Især hestelinjen er meget efterspurgt. Skolen bygger på Grundtvigs tanker om mangfoldighed og ud over de almindelige skolefag tilbydes der værkstedsfag som hest, hund, drama, boldspil og friluftsliv. - Jeg har altid været tiltrukket af det forpligtende fællesskab som findes på kostskoler. Vi oplever eleverne i mange forskellige situationer, og der er mulighed for at dykke lidt dybere ned i tingene, siger Carsten Larsen. I modsætning til højskolen, som i disse år er trængt, rider efterskolerne på en bølge af succes, som giver overskud til udvikling. Og selvom Vittrups 80 pladser har været fyldt op siden skolens start, så skal den også udvikles. - Jeg har planer om at forbedre forholdene for de kreative fag og evt. lave flere tilbud til drenge. Det kunne være motorcross og forskellige metalfag, fortæller Carsten Larsen Nye lærere En af de første store udfordringer er at få ansat fem nye lærere. Der er nemlig også rejst en del lærere i forbindelse med lederskiftet. - Jeg har valgt at se positivt på det. Nu kan jeg finde nye medarbejdere, som også kommer med nye ideer til udvikling af skolen, siger Carsten Larsen. - Det er afgørende at have medarbejdere, der brænder for det de underviser i. Så kan vi gøre en forskel. Carsten Larsen vil også forsøge at udbrede kendskabet til skolen. I dag kommer 85 procent af eleverne her fra Vendsyssel, men der skulle gerne tiltrækkes flere elever fra hele landet. - Det kan jo ikke blive ved med at gå så strygende. Så lidt nordjysk besindighed skal der også være.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...