Lige til lands- holdet

Målmand reddede et point til AaB

AaB GOG 25-25 Håndboldligaen, mænd AALBORG: - Vi kan takke Søren Rasmussen for det ene point. Jeg har aldrig set noget lignende og håber virkelig, at landstræner Torben Winther har set kampen. AaB-anfører Pelle Larsen tøvede ikke med at udpege dagens mand i skysovs efter vildkatteslaget i Gigantium, men den lovpriste målmand tog på vanlig selvudslettende vis mod superlativerne - og leverede straks verbale skulderklap tilbage til både holdkammeraterne og GOG-kollega Peter Henriksen . - Vores velfungerende forsvar gjorde i mange situationer jobbet let for mig. Jo, jeg synes da, at jeg stod en fin kamp, men han gjorde det altså - desværre - lige så godt i den anden ende, sagde Søren Rasmussen, der med hensyn til holdkammeraterne dog måtte erkende, at der ikke var grund til at rose angrebsspillet. - Det var frustrerende at se, så mange chancer vi brændte. Uafgjort er lige nu en skuffelse, især når vi brændte et straffekast lige før tid, men det vil måske være mere acceptabelt for os, når vi får kampen lidt på afstand. Adspurgt om landsholdet indtog Søren Rasmussen igen en beskeden attitude. - Der er mange gode målmænd herhjemme, og jeg tænker ikke på, hvordan jeg er rangeret. Det vigtigste for mig er at være fri for skader og kunne nyde at spille håndbold. Landsholdet vil være en eventuel sidegevinst, fastslog AaB-keeperen der er noteret for en enkelt A-landskamp i Viborg-regi for fire år siden og senest har optrådt på ligalandsholdet i januar, da han i en kamp mod Island dog kun var på banen ved et straffekast. Knas i bagkæden Søren Rasmussen præsterede i går 25 redninger, hvoraf en god håndfuld lignede små mirakler, og med bare et nogenlunde tilfredsstillende niveau i angrebet havde AaB for første gang i denne sæson fået et andet topholds skalp. Men både bagkæden og fløjene haltede angrebsmæssigt i det meste af kampen. Midtvejs i første halvleg gik GOG over i en offensiv 5-1 opdækning, der ikke blot tæmmede en ellers sprudlende Rune Ohm - fem mål i de første 13 minutter - men også stressede opspillet i en sådan grad, at cheftræner Anders Fältnäs undervejs fik udskiftningsbænken til at minde om en banegårdssvingdør i myldretiden i bestræbelserne på at finde en formation, der duede. Ingen af indhopperne - Jesper Koch, Søren Larsen og Robert Savkovic - slog til, men lykkeligvis fandt Rune Ohm melodien som skudtrussel igen i slutfasen, hvor Heino Holm Knudsen samtidig vågnede op som kærkomment supplement, mens Børge Lund aldrig kom i rette gear. - Jeg faldt helt igennem i første halvleg, men gode råd fra bænken hjalp mig til at få mere tempo over mit spil og ikke mindst mere tro på mig selv, forklarede en ærlig Heino Holm Knudsen, der i lighed med resten af truppen uddelte lovord til dagens redningsmand: Søren Rasmussen. Kampfakta: Stillinger undervejs: 6-2, 10-6, 11-11, 14-11, 14-12 (pause), 15-16, 18-18, 19-22, 24-24, 24-25. Mål for AaB: Rune Ohm 7, Bo Pedersen 4, Heino Holm Knudsen 4, Christian Back 3 (2), Håvard Tvedten 3, Pelle Larsen 2, Børge Lund 1, Søren Larsen 1. Mål for GOG: Klavs Bruun Jørgensen 5, Jakob Larsen 4, Thomas Mogensen 4, Torsten Laen 4, Jakob Green Jensen 3, Lasse Sven Hansen 2, Anders Eggert 2 (2), Keld Vilhemsen 1. Diskvalifikationer: Robert Savkovic, AaB og Jakob Larsen, GOG. Udvisnisninger: AaB 7, GOG 8. Dommere: Jan Riber Jakobsen og Gert Aagaard. Tilskuere: 3.700.